Zand.News – Politiet fandt en forslået kvinde på Smedelundsgade i Holbæk, som de kørte på skadestuen, men da hun ikke ville forlade skadestuen igen, måtte politiet smide hende i detentionen.
Natten til lørdag kl. 04.03 traf en politipatrulje en 19-årig kvinde fra København, der var påvirket af spiritus og muligvis medicin. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Kvinden, som de mødte på Smedelundsgade i Holbæk, oplyste, at hun havde været oppe at slås, men kunne ikke huske yderligere. Hun havde en bule og en mindre flænge i hovedet, så patruljen kørte hende til akutmodtagelsen til behandling.
Kl. 04.57 anmeldte personalet fra akutmodtagelsen, at kvinden nu var blevet behandlet, men nægtede at forlade stedet og optrådte truende. Politiet vurderede, at kvinden ikke kunne tage vare på sig selv, så hun blev anholdt og taget med i detentionen til afrusning.
Hun blev løsladt senere på morgenen, da hun var i stand til at tage hjem selv. Hun blev ikke sigtet for noget i den anledning.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.