Zand.News (Holbæk) – Politiet ønsker hjælp til at identificere en mand i en sag om grov mishandling af en hest i Holbæk Rideklub i Holbæk. Se de to videoer, hvor han ankommer torsdag aften den 10. september og forlader steder natten til fredag.
En uidentificeret mand fremgår af videoovervågningen ved Holbæk Rideklub, hvor en hest i sidste uge blev udsat for mishandling.
Politiet ønsker nu hjælp til identifikation af manden. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Hesten havde så alvorlige skader, at den måtte aflives
Dyreværnsenheden hos Midt- og Vestsjællands Politi ønsker nu offentlighedens hjælp til at identificere en mand i en sag om mishandling af en hest hos Holbæk Rideklub på Ladegårdsalleen i 4300 Holbæk.
Mishandlingen skete mellem torsdag den 10. september 2020 om aftenen og fredag morgen den 11. september 2020 i sidste uge, hvor sagen blev anmeldt til politiet.
Rideklubben havde inden anmeldelsen tilkaldt en dyrlæge, der konstaterede, at hesten havde så alvorlige skader, at den måtte aflives.
»Noget ved endetarmen af hende var helt galt,« forklarer hestens ejer, Stina Myrholm, til TV2 Øst.
Hesten er efterfølgende blevet obduceret på Patologisk afdeling ved Københavns Universitet. Den foreløbige undersøgelse viste ingen naturlig forklaring på de skader, som hesten var blevet påført.
Manden er 25-30 år, spinkel af bygning og har kort hår
Politiet har under efterforskningen gennemset videoovervågningen fra rideklubbens område, hvor en uidentificeret mand ses ankomme torsdag aften omkring kl. 22.48.
Artiklen fortsætter under videoen.
Mand går ind på rideklubbens område. (Tidspunktet på videoen er angivet 1 time tidligere end det reelle tidspunkt).
Han formodes at have opholdt sig i rideklubbens bygninger frem til cirka kl. 01.49, hvor han ifølge videoovervågningen forlader området med en jakke over højre underarm og en flaskelignende genstand i venstre hånd.
Artiklen fortsætter under videoen.
Mand forlader rideklubbens område. (Tidspunktet på videoen er angivet 1 time tidligere end det reelle tidspunkt).
Ud fra videoovervågningen kan den uidentificerede mand beskrives som 25-30 år, spinkel af bygning, kort hår, iført mørk jakke, herunder kortærmet bluse/skjorte, lange bukser og mørke sko.
Politiet ønsker nu offentlighedens hjælp til at få manden identificeret, så han kan afhøres om sin færden på området. Oplysninger om manden eller tip i øvrigt bedes givet til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 4635 1448 eller via nærmeste politiet på telefon 1-1-4.
Øverst: Efterlysning. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.