Zand.News – En 32-årig mand fra bandemiljøet er anholdt og mistænkt for et voldsomt overfald på en i Gørlev mandag eftermiddag.
Mandag eftermiddag kl. 14.57 modtog Midt- og Vestsjællands Politi via alarmcentralen en anmeldelse om, at en ambulance var sendt til en tankstation på Gørlev Landevej i Gørlev.
Her havde en mand havde søgt tilflugt efter et voldsomt overfald. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Den 45-årige fra Slagelse er kørt til Rigshospitalet
Den forurettede er en 45-årig mand fra Slagelse, som hastigt blev bragt til Rigshospitalet, hvor han fortsat er indlagt til behandling for sine svære kvæstelser.
Politiet rykkede talstærkt ud til Gørlev-området, og et viste sig, at overfaldet var sket på landevejen ud for Ulstrupvej 56 i Gørlev, som ligger mellem Kalundborg og Slagelse.
Den 45-årige mand var blevet overfaldet af flere personer med diverse slagredskaber. Herefter var den svært kvæstede mand flygtet på en Shell-tank.
Ransagning af tilholdssted for personer i rockermiljøet
Yderligere efterforskning i sagen førte politiet frem til Industrikrogen i Jyderup, hvor politiet foretog en ransagning af en adresse, som af politiet er kendt for at være et tilholdssted for personer med relationer til rockermiljøet.
I forbindelse med ransagningen foretog politiet anholdelse kl. 21.01 af en 32-årig mand fra Gørlev, som kunne mistænkes for at have deltaget i det grove overfald på den 45-årige mand.
Politiet har i løbet af aftenen og natten arbejdet intensivt med efterforskningen i et forsøg på at få sikret tekniske spor samt identificeret øvrige personer, der kunne mistænkes for at have en rolle i sagen.
Før anmeldelsen til alarmcentralen er der ifølge vidner kørt en lys, mindre personbil væk fra området på Ulstrupvej, hvor offeret blev overfaldet.
Politiet er interesseret i at få oplysninger om denne bil, hvorfor personer, der måtte have gjort observationer i området eller set den lyse personbil køre væk fra stedet, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på telefon 1-1-4.
Personkredsen har indbyrdes kendskab til hinanden
Midt- og Vestsjællands Politi behandler overfaldet som en sag om forsøg på manddrab inden for en personkreds, der i forvejen har et vist indbyrdes kendskab til hinanden.
Den anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk tirsdag eftermiddag. Anklagemyndigheden vil formentlig begære grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.