Naestved.News – Politiet mener, at der er tale om endnu et af de såkaldte hvide bude, der står for distribution af hårde stoffer på gadeplan i Næstved.
En ung mand er sigtet for besiddelse af kokain med henblik på videreoverdragelse af ikke under to kg kokain. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
To sigtede og en fængslet i samme narkosag
I går mandag kl. 12.04 blev en 19-årig mand fra Næstved anholdt i forbindelse med en sag om salg af narko på gadeplan. Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved i dag tirsdag.
Den 19-årige mand er sigtet for besiddelse med henblik på videreoverdragelse af ikke under to kg kokain.
I forvejen er en anden 19-årig mand varetægtsfængslet i samme sag, og yderligere en tredje 19-årig mand er idømt fem års fængsel for besiddelse med henblik på videreoverdragelse af to kg kokain.
Skånselsløs profit på andres afhængighed og ulykke
Politiet foretog tilbage i december 2019 en ransagning af en adresse i Næstved, hvorfra der igennem en længere periode, er solgt kokain på gadeplan i Næstved by.
Ved ransagningen blev der fundet 20 gram kokain og et større kontantbeløb, og det er politiets efterfølgende efterforskning, der nu har ført til endnu en anholdelse i sagen.
»Efter politiets opfattelse er der tale om endnu et af de såkaldte hvide bude, der står for distribution af hårde stoffer på gadeplan,« siger politiinspektør Kim Kliver siger og fortsætter:
»Vi er godt tilfredse med, at vi efter en omfattende efterforskning i sagen nu har kunnet anholde den 19-årige. Vi ser med stor alvor på de personer, der skånselsløst tjener penge på andres afhængighed og ulykke.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Andrey Popov / iStock). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.