Zand.News – Lørdag var alt udsolgt til Grøn Koncert i Næstved, hvor 21.000 festede i varmen. Overskuddet fra alle koncerterne giver et betydeligt økonomisk skub til Muskelsvindfondens indsats på forskningsområdet.
Grøn Koncert i Næstved meldte alt udsolgt lørdag, hvor 21.000 sommerglade publikummer festede i varmen. Saveus åbnede dagens koncertrække, hvorefter AQUA, Artigeardit, MØ, Medina, Benjamin Hav & Familien, Andreas Odbjerg og L.O.C. fulgte trop. Det skriver Muskelsvindfonden i en pressemeddelelse.
Overskuddet sætter skub i forskning i muskelsvind
Den grønne karavane af koncerter har været en historisk succes. Tuborg og Muskelsvindfonden har for første gang nogensinde meldt udsolgt til alle otte koncerter, og den overvældende opbakning fra publikum betyder blandt andet flere midler til forskning i muskelsvind.
I alt 180.500 gæster har taget del i folkefesten på Grøn, der i år kunne fejre 40 år som en del af dansk kulturliv, og samtidig for første gang nogensinde melde alt udsolgt.
Med det rekordhøje antal udsolgte koncerter kan Muskelsvindfonden med stor sandsynlighed se frem til et flot indsamlingsresultat, der kan give et betydeligt økonomisk skub til foreningens indsats på forskningsområdet.
Det vækker glæde hos Henrik Ib Jørgensen, som er direktør i Muskelsvindfonden:
»Med årets succes kan vi sætte det lange lys på og styrke vores arbejde for forskning i muskelsvind. Vi står midt i en behandlingsrevolution med nye og banebrydende medicinske behandlinger til mennesker med muskelsvind. Det vil på afgørende vis ændre livet med muskelsvind i fremtiden. En del af overskuddet kommer til at gå til vores nye forskningsprogram, der blandt andet støtter talent- og kompetenceudvikling af det faglige miljø i Danmark, så vi på alle parametre kommer på omgangshøjde med udlandet,« siger han.
Afgørende for Muskelsvindfondens arbejde
I alle otte byer har både publikum, frivillige og artister festet med et formål – og ønsket om at mødes i fællesskabet omkring musik, sommer og kolde drikkevarer har ikke været til at tage fejl af.
»Det er fuldstændig fantastisk at mærke, at Grøn efter 40 år stadig er et brand, der taler stærkt til den danske befolkning. Det er jeg vildt stolt over, og endnu engang skal der lyde kæmpe tak til alle frivillige for deres enorme indsats,« siger Simon Toftgaard Jespersen, der er formand for Muskelsvindfonden, og fortsætter:
»Overskuddet fra Grøn betyder også, at vi kan styrke vores indsatser i forhold til de mange udfordringer, mennesker med handicap står over for. Det er desværre blevet en kamp at få den nødvendige hjælp, og derfor er der hårdt brug for Muskelsvindfondens arbejde. Over en million mennesker er berørt af handicap, og alt for mange kæmper for at få den nødvendige hjælp i hverdagen. Mange har ikke længere mulighed for at leve bare i nærheden af det liv, de ønsker. Den kamp er vi nødt til at kæmpe.«
Tidligt udsolgte koncerter giver tryghed
Grøn kunne melde udsolgt til de første koncerter allerede i juni, hvilket er historisk tidligt – og dét har stor betydning for trygheden hos Muskelsvindfonden:
»Det har været en kæmpe lettelse for os, at vi i år ikke har skullet bide negle over ustadige vejrudsigter, der kan få katastrofal indflydelse på vores indtjening. At koncerterne har været udsolgt på forhånd, skaber en enorm tryghed hos alle de mennesker med muskelsvind og deres pårørende, som er meget afhængige af vores medlemsaktiviteter for børn, unge og voksne,« fortæller Henrik Ib Jørgensen.
Øverst: Grøn Koncert. (Foto: Muskelsvindfonden / Morten Rygaard). PM/roke.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.