Ægtepar fik lænset bankkontoen af IT-bedrager

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden).

Naestved.News – Et ægtepar i Næstved fik lænset bankkontoen for flere tusinde kroner. Politiet advarer imod at give bank-, kort- og NemID-oplysninger til folk, som ringer til en.

I mandags fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse fra en kvinde fra Næstved om, at der var blevet trukket flere tusinde kroner fra ægteparrets bankkonti.

Påstod at være et IT-sikkerheds- og kommunikationsfirma

Det skete efter, at ægteparret var blevet ringet op af en mand i torsdag. Han fortalte, at han ringede fra et IT-sikkerheds- og kommunikationsfirma, og at kvindens konti var blevet hacket, og at han skulle bruge hendes NemID samt nogle tusinde kroner for at stoppe hackeren.

Den “venlige” mand fik udleveret oplysninger og penge, men kort efter opdagede parret, at deres konti var lænset for flere tusinde kroner. Politiet efterforsker nu sagen som databedrageri.

Politiet advarer borgerne mod at udlevere oplysninger

Husk aldrig at udlevere dine NemID-oplysninger til andre:

  • Tag aldrig et billede af dit nøglekort
  • Udlever aldrig adgangskode samt nøgler fra nøglekortet
  • NemID, Nets, din bank eller offentlige myndigheder vil aldrig bede dig om det
  • Det er forsøg på phishing, hvis du bliver bedt om dette.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Brian A Jackson / iStock). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.