Naestved.News – Politiet advarer unge mod at blive hvervet som muldyr. Det sker især på området omkring Næstved Banegård.
Politiet har i øjeblikket et ekstra fokus på området omkring Næstved Station, hvor en gruppe unge har for vane at holde til og nu er begyndt at hverve “muldyr”. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn
Der er blandt andet set flere tilfælde af brug af narko og senest også økonomisk kriminalitet.
Det sidste kan for eksempel være, hvis en kriminel beder en af de unge om lov til at overføre nogle penge til hans eller hendes konto, som de unge så senere skal hæve til dem. Nogle gange mod betaling.
De unge vil gerne hjælpe, og kommer dermed let til at blive et af de såkaldte “muldyr”, der er med til at hvidvaske penge, som stammer fra forskellige former for kriminalitet.
Politiet opfordrer til, at man som forælder tager en snak med sine børn om, hvor de færdes, hvem de er sammen med, og hvordan de skal agere, hvis de bliver kontaktet af en fremmed, der gerne vil have hjælp til at håndtere nogle penge.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.