Manglende opholdstilladelse i bussen

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden).

Naestved.News – Politiet blev tilkaldt til en bus, fordi en passager ikke havde en billet. Det havde hun alligevel, men hun havde ikke en opholdstilladelse.

Tirsdag tjekkede nogle kontrollører fra busselskabet Movia passagererne i en bus på Banegårdspladsen i Næstved. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

En kvinde havde ikke umiddelbart en billet, og da hun ikke kunne legitimere sig, blev politiet derfor tilkaldt. Det var en udenlandsk 40-årig kvinde, men det viste sig, at hendes billet var i orden.

Det var hendes ophold i Danmark til gengæld ikke, og hun blev derfor anholdt kl. 14.05 og taget med til politistationen i Næstved. Her blev det fastslået, at hendes opholdstilladelse var udløbet.

Kvinden blev løsladt igen kl. 20.30, og hendes sag er nu forelagt Udlændingestyrelsen, der skal tage stilling til, om den 40-årige skal udvises fra Danmark.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.