Naestved.News – 26-årige Martin Nordstjerne fra Næstved er nomineret til Årets Førstehjælper 2019.
26-årige Martin Nordstjerne fra Næstved er sammen med 43-årige Lene Nørgaard fra Randers og 25-årige Julie Sørensen fra Odense nomineret til Årets Førstehjælper 2019. Det oplyser Røde Kors i en pressemeddelelse.
Tre personer er nomineret til Årets Førstehjælper 2019
Den 4. april 2019 uddeler Røde Kors prisen Årets Førstehjælper 2019 i samarbejde med privathospitalet Aleris-Hamlet.
Tre personer er nomineret til prisen, som alle sammen har reddet liv med førstehjælp. Vinderen modtager en check på 10.000 kroner. Den ene er Martin Nordstjerne fra Næstved.
Camilla Eriksen faldt om på rulletrappen ved parkeringskælderen i Fields, idet hun fik hjertestop. Heldigvis var hendes kæreste, Martin Nordstjerne, sammen med hende og kunne gribe ind. Med 1-1-2 i røret udøvede han førstehjælp, og efter få minutter kom ambulancen.
Efter to dage vågnede hun op fra kunstig koma, og takket være 26-årige Martins hjerte-lunge-redning har hun hverken psykiske eller fysiske mén i dag. Derfor er han nomineret til Årets Førstehjælper 2019.
Martin Nordstjerne havde taget grundforløb i førstehjælp
For fem år siden tog Martin Nordstjerne grundforløbet i førstehjælpsuddannelsen. I dag arbejder han med noget helt andet, nemlig fotografi, men førstehjælpen sad på rygraden, og det viste sig at være livsvigtigt. Det budskab vil han give videre.
Camilla Eriksens hjertestop fik hende og Martin Nordstjernes øjne op for, hvor skrøbeligt livet er. Den 26. januar 2019, som er årsdagen for hendes hjertestop, blev parret gift.
Hvert år falder 4.000 danskere om med hjertestop, og i 68 procent af tilfældene bliver der udøvet førstehjælp. For hvert minut der går, hvor der ikke ydes førstehjælp ved hjertestop, falder overlevelseschancen med 10 procent. Chancen for at overleve stiger med op til 400 procent, hvis der gives hjerte-lungeredning, inden ambulancen når frem.
Derudover er Julie Sørensen fra Odense og Lene Nørgaard fra Randers nomineret til Årets Førstehjælper 2019.
Øverst: Camilla Eriksen og Martin Nordstjerne. (Foto: Alberte Damgaard Pedersen). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.