Naestved.News – En ung narkopåvirket mand havde to klumper hash, en pose med kokain, en hardballpistol, en foldekniv og en peberspray med i sin bil.
Mandag aften kl. 21.35 stoppede en patrulje en bil, der kom kørende på Sneppevej i Næstved.
Der lugtede af hash i bilen, og den 19-årige mand, der sad ved rattet, virkede påvirket af stoffer. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Blev sigtet for at overtræde hele fire love
Da bilen blev ransaget, fandt politiet to klumper hash af 1,2 gram pr. klump, en pose med 0,8 gram kokain, en hardballpistol, en foldekniv med et blad på 7,5 centimeter og en peberspray.
Den 19-årige mand, der var fra Næstved, blev derfor anholdt kl. 21.35 og sigtet for både narkotikakørsel og for at overtræde både våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer. Han blev løsladt igen kl. 22.45.
En 18-årig mand, der også er fra Næstved, som var passager i bilen, blev desuden sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, da politiet fandt 1,5 gram kokain på ham.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.