Zand.News ─ IKEA har etableret 37 nye afhentningssteder i hele landet, herunder i Slagelse, Næstved og Ringsted.
IKEA’s 37 nye afhentningssteder i hele landet, herunder i Slagelse, Næstved og Ringsted, skal gøre det lettere at handle online og hente sine varer tættere på bopælen.
Det nye tiltag skal imødekomme de mange danskere, der i dag har langt til et af IKEA’s fem danske varehuse. Det skriver IKEA i en pressemeddelelse.
Reducerer rejsetiden med de 37 afhentningssteder
For mange danskere kan der være langt til varehusene i Gentofte, Taastrup, Odense, Aarhus og Aalborg. Det laver IKEA om på med de lokale afhentningssteder, som er fordelt over hele landet.
Der er “Klik & Hent”-service i byer såsom:
- Slagelse: Go’on på Sorøvej 13 i Slagelse
- Næstved: Go’on på Blangslevvej 14 i Næstved
- Ringsted: SPAR på Kærup Industrivej 12 i Ringsted.
»Vi ved, at mange af vores kunder gør en tur til IKEA til en hyggelig heldagsudflugt. Men for rigtigt mange danskere er der langt til det nærmeste varehus,« siger Elefteria Cromlidou, der er Country Commercial Manager i IKEA Danmark, og fortsætter:
»Vi reducerer nu rejsetiden for mange af vores kunder med 37 afhentningssteder, for når kunderne ikke kan komme til IKEA, ja, så må IKEA komme til kunderne. Sådan gør vi det nemt og bekvemt for langt flere danskere at bestille online og hente deres varer tættere på deres hjem.«
“Klik & Hent” koster 79 kroner uanset ordrens størrelse
Den nye service, som kaldes “Klik & Hent”, er et supplement til IKEA’s tilbud om levering inden for tre timer. “Klik & Hent” koster 79 kroner pr. ordre, uanset om man bestiller et rullegardin, en reol eller et køkken.
»I IKEA arbejder vi målrettet på at øge vores tilgængelighed og service, så det bliver nemmere at være kunde hos os,« forklarer fortæller Elefteria Cromlidou og fortsætter:
»Med vores levering inden for tre timer kan vi levere alle IKEA-varer til den ønskede adresse her-og-nu, mens den nye “Klik & Hent”-service gør det muligt, til en lavere pris, at hente ordrer tæt på egen bopæl.«
Med “Klik & Hent” kan kunderne på bestemte tidspunkter hente deres IKEA varer hos fragtbilen, der holder på udvalgte parkeringspladser rundt om i landet. De første 37 afhentningssteder er etableret, og IKEA arbejder på at finde flere.
Øverst: IKEA’s fragtbil kommer med varer på 37 udvalgte steder i bestemte tidsrum. (Foto: IKEA). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.