Naestved.News – Næstved Kommune overdrager verdens største Kähler-samling til Museum Sydøstdanmark, som Holmegaard Værk er en del af. Dermed kommer samlingen frem i lyset.
I forbindelse med åbningen af Holmegaard Værk har Næstved Kommune overdraget hele sin Kähler-samling til Museum Sydøstdanmark, som Holmegaard Værk er en del af.
Det gør samlingen, der nu kan ses på det nyåbnede museum, til verdens største. Det skriver Næstved Kommune i en pressemeddelelse.
Verdens største Kähler-samling på cirka 5.700 genstande
Siden 1974 har Næstved Kommune været ejer af verdens største Kähler-samling på cirka 5.700 registrerede keramiske genstande. Nu er stort set hele samlingen overdraget til Holmegaard Værk, Museum Sydøstdanmark.
Det var Næstved Byråd, der tilbage i 2011 besluttede at samle museets og kommunens samling med det krav om, at samlingen fysisk forbliver inden for Næstved Kommunes geografiske område.
Samlingen består primært af keramiske genstande, samt fotografier og tegninger, og skal nu indgå i det statsanerkendte museums samling og indberettes til de nationale kulturarvsregistre.
»Holmegaard glas og Kähler keramik er helt centrale dele af Næstveds DNA, og der er ingen tvivl om, at de kun styrker hinanden, når de bliver sat sammen,« siger Carsten Rasmussen (S), der er borgmester i Næstved Kommune, og fortsætter:
»Jeg er ovenud begejstret for, at hele Kähler-samlingen nu har fået et hjem på Holmegaard Værk. Man kan nyde et glas i Café Kähler, mens øjnene kan forkæles med noget af verdens smukkeste keramik, som endelig kommer til sin ret.«
Også i Museum Sydøstdanmark er der stor begejstring for overdragelsen.
»Det er fantastisk, at vi nu ikke blot har verdens største Holmegaard-samling, men også verdens største Kähler-samling på museet. To samlinger, der tilsammen giver os det allerbedste grundlag for at dyrke og udbrede kendskabet til kunsthåndværk og design på Holmegaard Værk,« siger Keld Møller Hansen, direktør for Museum Sydøstdanmark.
Hentes frem i lyset fra deponering hos Næstved Museum
Det er første gang nogensinde, at Næstved Kommunes samling kommer frem i lyset, da den indtil nu har stået deponeret hos Næstved Museum.
Den store samling bliver opbevaret i et såkaldt åbent magasin, hvor publikum vil kunne nyde og studere de mange keramiske. Derudover er der kig til samlingen fra Café Kähler og fra den store ankomsthal på Holmegaard Værk.
Cirka 300 Kähler-genstande er desuden håndplukket til udstillingen i den gamle pakkehal. De genstande, der bliver udstillet, er særligt udvalgte, fordi de repræsenterer en designer eller en tidsperiode, der har haft stor betydning for Kählers historie.
Et mindre udvalg af keramiske genstande (fade, vaser og krukker) forbliver i kommunens eje til at markere traditionen fra Kähler i kommunens administrationslokaler og på Rønnebæksholm. Disse genstande er udvalgt i samarbejde med museet og med hensyntagen til genstandenes betydning for museets samling.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Næstved Kommune). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.