Naestved.News – Politiet og en bred vifte af lokale kræfter går sammen om at forebygge unges salg og brug af euforiserende stoffer i Næstved.
Samtalesalon for unge, forældremøder og infokampagner. Et væld af nye aktiviteter skal dæmme op for de unges salg og brug af narko i Næstveds natteliv. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Skal blive bedre på til at håndtere de unges narkoforbrug
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er gået sammen med en bred vifte af stærke kræfter for i fællesskab at sætte en række aktiviteter i gang, der skal være med til at forebygge unges salg og brug af euforiserende stoffer.
»Vi har i forvejen et trygt natteliv, hvor meget fungerer, som det skal, men der er altid plads til nye ideer. Et af de nye initiativer går for eksempel ud på at klæde restauratører, frivillige og personalet på områdets ungdomsuddannelser bedre på til at håndtere de unges narkoforbrug,« siger Jens Bruus, der er politikommissær i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og fortsætter:
»Hvordan spotter man for eksempel en ung, der er påvirket af narko, og hvad kan vi hver især gøre for at skabe nogle trygge rammer om de unges natteliv?«
I samtalesalonen får de unge en fri og afslappet snak om narko
Et andet initiativ er en ny form for samtalesalon for de unge. Christoffer Tauber, der er ansat som projektmedarbejder i ungdomsprojekthuset JB10, fortæller:
»I en samtalesalon kan de unge få en fri og afslappet snak om narko. Det kan for eksempel handle om, hvordan man bedst kan håndtere, at vennerne er begyndt at tage stoffer og gerne vil have, at man hopper med på ideen. Det kan også handle om at få ny viden fra fagpersoner eller lære af erfaringer fra andre, der måske selv har haft et regelmæssigt forbrug.«
Christoffer Tauber understreger, at det er helt afgørende, at alle står sammen og løfter i flok. Fra politi og kommune til uddannelsestilbud og restaurationer:
»Vi har fået en fælles fane at samles under. Med det nye samarbejde får vi nogle stærke ambassadører i Næstveds natteliv, der kan støtte hinanden og sikre, at vi får sat ind på flere fronter på samme tid. Det er en stor styrke. Når man gør noget alene, kan man gå et vist stykke. Men når vi gør noget sammen, kan vi nå meget længere. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at det er i fællesskab, at vi bedst kan udvikle netop de tilbud og løsninger, der kan gøre en forskel.«
På listen over kommende aktiviteter står desuden et forældremøde for forældre til unge i det lokale natteliv, en temaaften for restauratører og en informationskampagne til unge, der skal vise de globale, lokale og individuelle konsekvenser ved at fremstille og sælge stoffer.
Samtalesalon den 3. juni 2019 kl. 17.00 i Ungdomsprojekthuset
Første samtalesalon finder sted den 3. juni 2019 kl. 17.00 til kl. 19.00 i Ungdomsprojekthuset JB10 på Jernbanegade 10 i 4700 Næstved. Salonen er henvendt til unge, men alle er velkomne. Det er gratis.
Her kan unge møde andre unge og få en snak om, hvem der tager stoffer, hvem der sælger dem, hvorfor man måske har prøvet det eller hvad man bør børe, hvis ens bedste ven bliver afhængig. Det handler om at dele sine oplevelser, lytte og måske få et indblik i, hvordan og hvorfor andre tænker og lever, som de gør.
Samarbejdspartnerne består af Næstved Taxa, Bevillingsnævnet i Næstved, Horesta, Natteravnene i Næstved, Sepps, The Beach, Crazy Daisy, Cheers, Step Inn, Smil Lounge bar, Næstved Gymnasium og HF, Elevråd og Festudvalg, Næstved Gymnasium, EUC Sjælland, HHX, Herlufsholm Skole og Kostskole, Ungdomsprojekthuset JB10, SSP Næstved Kommune, Næstved Kommune og Politiet (Hundesektionen, Beredskabet, OC Operativ, Forebyggelsen).
Øverst: Genrefoto. (Foto: PPrat / iStock). RK.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.