Ringsted.News – En lastbilchauffør overså en 16-årige pige fra Ringsted, og under en svingning ramte lastbilen cyklisten, som kom ind under lastbilen.
I går kl. 16.33 skete et alvorligt færdselsuheld i en rundkørsel ved Østre Ringvej, Haslevvej og Jættevej i Ringsted, hvor en 16-årig cyklist blev dræbt i højresvingsulykke.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 16-årige pige blev erklæret død på stedet
En lastbil, som blev ført af en 45-årig mand fra Holbæk, kørte ad Haslevvej mod Nordvest, hvor han skulle dreje til højre ad Jættevej i rundkørslen. Trafikken var gået i stå, så lastbilen satte i gang ved lav hastighed.
Chaufføren overså her en 16-årige pige fra Ringsted, som kom kørende i samme retning og skulle lige ud i rundkørslen. Under svingningen ramte lastbilen cyklisten, som kom ind under lastbilen.
Politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet, men den 16-årige blev erklæret død på stedet.
Den 45-årige lastbilchauffør var stærkt rystet
Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og vidner til uheldet blev afhørt. Den 45-årige stærkt rystede chauffør blev afhørt til sagen.
Han fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve, men politiet havde ingen mistanke om, at han var påvirket af alkohol eller andre ting.
Vejen var spærret mens der foregik redning og undersøgelser på stedet indtil omkring kl. 19.00. De pårørende til den 16-årige er underrettet. Politiet afventer nu bilinspektørens rapport i sagen, hvorefter den 45-årige vil høre mere fra politiet i sagen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.