Zand.News – Et sammenstød mellem en bil og en motorcykel i Ringsted medførte, at føreren af motorcyklen blev fløjet til Rigshospitalet, mens en passager blev kørt til sygehuset.
Mandag eftermiddag kl.14.45 skete et alvorligt sammenstød imellem en bil og en motorcykel, der begge kørte på Nordre Ringvej i Ringsted. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Personbil foretog -vending på vejen og ramte motorcykel
Personbilen, som blev ført af en 67-årig mand fra Odense, foretog en U-vending på vejen og stødte i den forbindelse sammen med en 35-årig mand fra København, der kom kørende på motorcykel med en kvindelig passager bagpå.
Føreren af motorcyklen kom alvorligt til skade og blev fløjet i helikopter til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Samtidig blev den kvindelige passager kørt til sygehuset til behandling, men slap fra uheldet med skrammer og en hjernerystelse. Føreren af bilen kom derimod ikke til skade ved ulykken.
Motorcyklisten er stadig i kritisk tilstand og indlagt til behandling, og de pårørende er underrettet.
Der blev rutinemæssigt udtaget blodprøver af de to parter i uheldet. En bilinspektør undersøgte ulykkesstedet, hvilket skal være med til at belyse omstændighederne omkring ulykken.
Ringvejen var spærret på strækningen mellem Nørregade og Klostervangen, mens redningsberedskabet arbejdede. Trafik og busser blev derfor ledt uden om Nordre Ringvej, og vejen blev åbnet igen omkring kl. 17.00.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.