Ringsted.News – Politiet efterlyser vidner til familiefejden på Syrenvej for et par uger siden. Der var for eksempel en skaldet eller halvskaldet hundelufter med en mindre hund.
Politiet efterlyser nu vidner til en sag om et overfald på Syrenvej i den sydlige del Ringsted.
Overfaldet skete onsdag den 14. maj 2020 kl. 20.47, hvor rykkede politiet ud med flere patruljer til vejen på grund af uorden og slagsmål på gaden. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Gammel strid om en straffesag mellem to familier
Der var opstået uorden og slagsmål på gaden i forbindelse med en gammel strid om en straffesag mellem to familier, som var blusset op.
En 54-årig mand blev samme aften bragt på skadestuen med en skade i et ben og med mistanke om, at der var tale om en gammel skade, der var brudt op.
Læs også: Familiefejde i villakvarter i Ringsted.
Det viste sig efterfølgende, at skaden var opstået som følge af vold i forbindelse med uordenen på stedet.
Den sag efterforsker politiet nu og har behov for at få kontakt til vidner, der har eller kan have set slagsmål eller uorden på stedet, for at få klarlagt hele hændelsesforløbet.
Flere lokale borgere overværede dele af balladen
Politiet har ud fra afhøringer oplysninger om, at flere lokale borgere overværede dele af uroen og/eller overfaldet på Syrenvej, men trak sig væk i forbindelse med politiets ankomst og uden at afgive vidneforklaringer til politiet.
Endvidere vil politiet gerne i kontakt med en hundelufter, der beskrives som en dansk mand på 40-50 år, som er skaldet eller har måne. Han var iført sort jakke med lys beklædning indenunder.
Han luftede en mindre hund og henvendte sig tidligt i forløbet til et par mænd, der var i færd med at overfalde den 54-årige.
Hundelufteren og øvrige vidner, der har gjort iagttagelser på vejen den pågældende aften, bedes henvende sig til politiet i Ringsted på telefon 1-1-4.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.