Ringsted.News – Endnu et offer samt nogle vidner efterlyses i voldssagerne i Lystanlægget og andre steder i Ringsted by lørdag dem 29. august.
En ældre kvinde med rollator, som blev udsat for vold, og en mand og en kvinde i 30’erne, som hjalp den ældre kvinde, efterlyses nu af politiet i endnu en sag om vold, som en østeuropæisk udseende mand mistænkes at stå bag i Ringsted by lørdag den 29. august 2020.
En ældre kvinde med rollator blev sparket i ryggen
I forbindelse med efterforskningen af de allerede anmeldte voldssager har tre skolepiger oplyst politiet om, at de lørdag den 29. august mellem cirka kl. 14.00-16.00 befandt sig i Lystanlægget ved biblioteket.
En ældre kvinde med rollator gik ad en sti, da en bagfrakommende mand umotiveret sparkede hende i ryggen, inden han forsvandt væk i området. En mand og en kvinde – begge er vurderet til at være cirka 30 år – kom den ældre kvinde til undsætning.
Ifølge skolepigerne svarede overfaldsmandens signalement til den mand, som politiet tidligere har efterlyst i medierne.
Læs også: Vidner og ofre efterlyses i flere voldssager i Ringsted.
Politiet har imidlertid ikke modtaget nogen anmeldelse fra den ældre kvinde om dette overfald, hvorfor både hun og parret nu efterlyses.
Kvinden med rollatoren var ifølge skolepigerne formentlig iført en lys cardigan og en lys nederdel. Det hjælpsomme par er ikke yderligere beskrevet ud over, at både manden og kvinden er cirka 30 år.
Flere overfald på kvinder forskellige steder i byen
Samme lørdag mistænkes den samme mand for overfald på flere andre kvinder andre steder i Ringsted by. Trods efterlysning af den mistænkte i medierne, politiets egen eftersøgning og efterforskning i voldssagerne er det endnu ikke lykkedes politiet at få ham identificeret.
Politiet ønsker derfor stadig offentlighedens hjælp til at få identificeret den mistænkte, der beskrives som:
- 20-40 år
- 170-175 centimeter
- Østeuropæisk af udseende
- Lys i huden
- Rundt hoved
- Kort brunt hår.
Han var iført en mørk trekvartlang frakke, løse jeans, lyse sko/sneakers. Han talte meget på et ukendt fremmedsprog, og han medbragte en større blå/hvid plastikpose med hank.
Kontakt gerne politiet på telefon 1-1-4.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.