Ringsted.News – En juledekoration satte ild i gardinerne og noget af sommerhuset, men kvinden fik reddet sig ud af. Nu har hun fået en bøde for uforsigtighed.
Sent lørdag aften kl. 23.38 var der udbrudt brand i et mindre sommerhus på Vestre Søvej i Haraldsted, som ligger lidt nord for Ringsted.
Politiet kunne konstatere, at der var ild i tagkonstruktionen. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Branden begrænsede sig til den ene halvdel af huset
Brandvæsnet kom frem og fik slukket branden, der begrænsede sig til den ene halvdel af huset.
Politiet traf en 49-årig kvinde fra Ringsted, som oplyste, at hun havde lukket et vindue op for at lufte ud på grund af røg fra en brændeovn.
Der stod en juledekoration med tændt lys i vinduet. Og mens hun var på toilettet, havde udluftningen formentlig fået gardinerne til at blafre ind over juledekorationen, så der indledningsvist var gået ild i gardinerne og senere i den del af sommerhuset.
Kvinden havde derpå reddet sig selv ud og havde slået alarm til brandvæsnet.
På grund af uforsigtigheden med juledekorationen ved udluftningen sigtede politiet den 49-årige for overtrædelse af beredskabslovgivningen, så hun nu kan forvente at få en bøde.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.