Ringsted.News – En vagt undrede sig over to mænd med russerposer i et outletcenter, men de stak af, da vagten henvendte sig til dem. Nu skal politiet finde ud af, hvor bilen hører til.
Søndag eftermiddag kl. 14.29 fik politiet en henvendelse fra en centervagt, som undrede sig over to mænds adfærd i Ringsted Outlet på Klosterparks Alle i Ringsted. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
De to mænd stak af til fods i ukendt retning
Centervagten mistænkte dem for at være i besiddelse af specialindrettede bæreposer (russerposer, red.), så de kunne stjæle varer med alarmsikringer, uden at varealarmen ville kunne gå i gang i tilfælde af tyveri.
Da centervagten henvendte sig til dem, da de var ved at sætte sig ind i en bil, stak de to mænd af til fods og forsvandt i ukendt retning. Bilen med nøgle blev efterladt i outletcentret.
Politiet sikrede sig bilen, hvori politiet også fandt flere sække med tøj med prismærker samt to specialindrettede poser, der også indeholdt tøj med prismærker.
Politiet ledte forgæves efter de to mænd, som blev beskrevet som:
Mand A:
- Østeuropæisk af udseende
- 30-35 år
- 170-180 centimeter høj
- Almindelig kropsbygning
- Brun hudfarve
- Kort brunt hår
- Iført sort jakke med hvidt logo på venstre side af brystet, sorte træningsbukser med hvidt logo på venstre lår og hvide kondisko.
Mand B:
- Dansk af udseende
- 20-30 år
- 170-180 centimeter høj
- Spinkel kropsbygning
- Hvid hudfarve
- Kort brunt hår
- Iført sort jakke med hvidt logo på venstre side af brystet, mørkeblå tætsiddende træningsbukser og hvide kondisko og bar muligvis rygsæk.
Bilen og tøjet i bilen skal undersøges og registreres
Politiet skal nu have undersøgt bilen i et forsøg på at få identificeret de to mænd, ligesom bilejeren fra Østjylland også skal afhøres til sagen. Desuden skal det fundne tøj registreres for at finde ud, hvor det stammer fra, herunder om der kan være blevet begået for eksempel et butikstyveri.
Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der måtte havde set de to mænd i området i forbindelse med deres færden i outletcentret. Kontakt politiet på telefon 1-1-4 med oplysninger i sagen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.