Ringsted.News – Fredag eftermiddag blev en kvinde opsøgt af en mand, som angiveligt truede hende med en form for skydevåben.
Fredag eftermiddag kl. 17.46 anmeldte en kvinde fra Ringsted, at en 49-årig mand fra Ringsted havde opsøgt hende for at få oplysninger om en tidligere kvindelig bekendt og hendes opholdssted.
I forbindelse med henvendelsen havde manden fremvist noget, der kunne minde om et skydevåben, hvorefter han var taget fra stedet. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden kom ud af lejligheden med en køkkenkniv
Politiet fik den 49-årige mand lokaliseret til en lejlighed i Benløseparken i Ringsted, hvorfor området blev afspærret.
Kl. 19.26 lykkedes det udramatisk at foretage anholdelse af den 49-årige, da han kom ud af lejligheden, mens han medbragte en køkkenkniv.
Lejligheden blev efterfølgende ransaget, og her fandt politiet både en luftpistol og et luftgevær, som blev foreløbigt beslaglagt.
Den 49-årige blev sigtet for trusler på livet over for den kvinde, som han havde opsøgt, og for overtrædelse knivloven i forhold til køkkenkniven, som han bar ved anholdelsen.
Efter afhøring til sagen blev den 49-årige efter en juridisk vurdering løsladt, da der ikke umiddelbart var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagerne, som han senere vil høre nærmere om, når de skal afgøres.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Foto: Kim Matthai Leland / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.