Ringsted.News – Ringsted Kommune tilbyder telefonisk rådgivning med sparring og vejledning om hverdagens udfordringer, der ikke handler om helbred og corona/COVID-19.
Mange familier og enlige har fået vendt op og ned på hverdagen de seneste uger på grund af situationen med corona/COVID-19. Derfor åbner Ringsted Kommune en telefonisk rådgivning. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Sparring eller vejledning om hverdagens udfordringer
Hverdagen er blevet meget anderledes for mange familier, siden statsminister Mette Frederiksen (S) den 11. marts 2020 fortalte om regeringens corona-tiltag. Og den nye hverdag kan måske give anledning til flere konflikter i hjemmet, usikkerhed om fremtiden eller dårligere trivsel hos nogle børn.
Derfor åbner Ringsted Kommune en telefonisk rådgivning for dem, der har brug for sparring eller vejledning om hverdagens udfordringer, der ikke handler om helbred og corona.
»Mange familier og mange enlige oplever den isolerede og usikre hverdag som meget vanskelig. Det kan helt naturligt give en uro eller usikkerhed om, hvordan man skal håndtere hverdagens små og store udfordringer,« siger Gitte Løvgren, der er direktør for børne- og skoleområdet i Ringsted, og fortsætter:
»Dem vil vi gerne støtte med den her telefoniske rådgivning, der kan give råd og vejledning om de problemer, der er i familierne og som særligt knytter sig til den ændrede hverdag.«
Betjenes af socialrådgivere, psykologer og SSP-personale
Telefonrådgivningen betjenes af socialrådgivere, psykologer og personale fra SSP, der er et samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politiet.
Du kan kontakte rådgivningen, hvis du for eksempel:
- Oplever dårligere trivsel hos dit barn
- I oplever flere konflikter i hjemmet
- Er urolig for familiemedlemmer
- Har stor usikkerhed om fremtiden.
Du kan kontakte Ringsted Kommunes telefoniske rådgivning på telefon 29 36 47 91. Rådgivningen er åben alle hverdage fra kl. 9.00 til kl. 16.00.
Kontakt egen læge eller regionens callcenter om corona
Har du spørgsmål om helbred eller om corona/COVID-19, skal du kontakte egen læge eller Region Sjællands callcenter. Er du syg eller har symptomer, skal du kontakte egen læge eller lægevagten.
Region Sjællands callcenter er åbent kl. 08-23 på hverdage og kl. 10-18 i weekender og på helligdage.
Du kan kontakte Region Sjællands callcenter:
- Med generelle spørgsmål om coronavirus
- Hvis du er bekymret over noget relateret til coronavirus
- Hvis du er mentalt påvirket under epidemien, kan du få hjælp til, hvad du kan gøre for at få det bedre.
Du kan ringe til Region Sjællands callcenter på telefon 57 68 42 22.
Øverst: Genrefoto. (Foto: FirmBee / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.