Ringsted.News – Ringsted når landsgennemsnittet for erhvervsvenlighed i Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse, men der er tale om en tilbagegang.
Ringsted når landsgennemsnittet for erhvervsvenlighed i Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima, men får alligevel en lavere placering end i 2018. Det skriver DI Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Ringsted falder ni pladser tilbage og lander på en 66.-plads
Fra en placering i midten falder Ringsted ni pladser tilbage i 2019 og lander på en 66.-plads i DI’s undersøgelse Lokalt Erhvervsklima 2019.
En lang række af kategorier trækker nemlig i den gale retning – men der er også positive nyheder.
I kategorien “Arbejdskraft” går kommunen hele 40 pladser frem fra nr. 78 til nr. 38 – blandt andet fordi virksomhederne oplever et bedre samarbejde med jobcentrene. Det er den bedste placering for kommunen.
Til gengæld falder Ringsted voldsomt på uddannelse, som bliver den absolut dårligst placerede kategori med en 83.-plads – 50 pladser lavere end i 2018.
De kommunale folkeskolers samarbejde med virksomhederne ser ud til at være på vej i den helt gale retning, og sammen med et fortsat fokus på arbejdskraft er uddannelse højt på virksomhedernes prioriteringsliste.
Ringsted Kommune burde prioritere infrastruktur og transport
»Ringsted placerer sig desværre lavere end sidste år i årets måling, når det handler om infrastruktur og transport. Spørger man virksomhederne, er det ellers det område, som kommunen bør prioritere allerhøjest. Det håber jeg, at Ringsted Kommune vil lytte til,« siger Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland, og fortsætter:
»Virksomhedernes overordnede vurdering af kommunens erhvervsvenlighed er ellers nået landsgennemsnittet i 2019, men der skal et større fokus på at styrke det kommunale vejnet og især den kommunale kollektive trafik, før Ringsted igen kan placere sig bedre i den samlede måling.«
Øverst: Sct. Bendts Kirke (arkiv). (Foto: Vinding / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.