Udenlandske mænd ville tjekke vandrør

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden).

Zand.News – En ældre kvinde på Sorøvej i Sigersted i Ringsted Kommune blev udsat for forsøg på tricktyveri, men blev afvist.

Lørdag aften kl. 20.46 anmeldte pårørende til en 85-årig kvinde fra Fjenneslev, at hun var blevet kontaktet af to fremmede, udenlandske mænd cirka kl. 19.15. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Mændene havde henvendt sig til kvinden på hendes bopæl på Sorøvej i Sigersted ved Fjenneslev i Ringsted Kommune, og de havde udgivet sig for at komme fra et firma, som skulle efterse vandrørene på grund af kalk i disse.

Det troede den 85-årige ikke på og smækkede døren i for næsen af de to mænd, der var omkring 30 år gamle.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om de to mænd og kan kun rose den 85-årige for den snarrådige indsats i forbindelse med, at hun gennemskuede dem ved henvendelsen på hendes bopæl en lørdag aften.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.