Fremgang for foreningsidrætten i Sorø Kommune

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Soro.News – Kommunen vil gerne hjælpe med at omsætte gode idéer til aktiviteter, så flere får mulighed for idræt, motion og bevægelse i hverdagen.

DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Firmaidrætsforbund har offentliggjort de seneste medlemstal for idrætsforeningerne i 2019.

De viser en fremgang for foreningsidrætten i Sorø Kommune, hvor de lokale idrætsforeninger er gået 179 medlemmer frem, så der nu er 11.615 medlemmer fordelt på 67 foreninger i kommunen.

Dermed fortsætter fremgangen fra 2018, hvor der også var samlet medlemsvækst i idrætsforeningerne. Det skriver Sorø Kommune i en nyhedsmeddelelse.

Oplever medlemsstigning i næsten alle aldersgrupper

De største idrætsgrene i Sorø Kommune målt på medlemstal er henholdsvis gymnastik, fodbold, golf, fitness, svømning og badminton, men nye aktiviteter er også kommet til i foreningslivet i 2019 såsom e-sport.

Der er medlemsstigning i alle aldersgrupper bortset fra aldersgruppen 19-24 år. Væksten ses primært blandt aldersgruppen 60+, mens der blandt de øvrige aldersgrupper ses en mindre fremgang.

»Fremgangen er meget glædelig – og først og fremmest foreningernes fortjeneste. Som kommune, er det vores fornemste opgave, hele tiden at give foreningerne opmærksomhed og understøtte frivilligheden,« udtaler Bo Christensen (K), der er formand for Kultur og Fritidsudvalget, og fortsætter:

»Foreningslivet er hele tiden i udvikling, og det tyder på, at med de ekstra ressourcer til foreningslivet, som vi har tilført, så er vi i stand til bedre at hjælpe foreningerne i dagligdagen. Naturligvis opstår der udfordringer ind i mellem, men med den tættere dialog mellem foreningerne og kommunens medarbejdere, så fornemmer jeg et bedre foreningsklima.«

Formanden ønsker, at den gode tendens fortsætter, og netop partnerskaber vil der blive ekstra behov for, når samfundet åbner op, hvis målsætningen i Sorø Kommunens Kultur og Fritidspolitik, om flere aktive udøvere, skal opfyldes.

»Der er ingen tvivl om, at de seneste måneder har været rigtig hårde ved foreningslivet, og derfor håber jeg, at kommunen kan bidrage med ekstra faglig bistand og hjælpe kommende initiativer i foreningerne på vej, hvis der måtte blive behov for det,« slutter Bo Christensen.

Nye aktiviteter, særlige sommerhold og åbne events

PGI (Pedersborg Gymnastik og idrætsforening) er en af de idrætsforeninger, der har haft tilgang af nye medlemmer i 2019. Her fortæller Bo Husum, som er næstformand i PGI, om nogle af de tiltag, som de er lykkedes med.

»Vi arbejder strategisk med at opdele året i to sæsoner. Så vi har både hold fra august-september til slut marts, og så et sommerprogram med hold, der kører fra april til juni. Vi har satset meget på at udvide vores sommerprogram, så der er flere nye aktiviteter og flere hold,« siger Bo Husum og fortsætter:

»Vi har blandt andet startet op med “jumping fitness” og hold for mindre børn med leg og bevægelse, hvor forældrene kan være med, som er et hit.«

»Vi har også et tæt samarbejde med Pedersborg skole omkring “Onsdag i hallen” og laver flere andre åbne gratis events blandt andet “Svedig Lørdag”. Her laver vi aktiviteter for både børn og voksne, og vi får vist vores forskellige hold og motionstilbud frem for hele familien,« tilføjer han.

Sorø Kommune støtter op om de gode initiativer

Kristian Pugerup, der er idrætskonsulent i Sorø Kommune, ser også positivt på udviklingen og opfordrer folk med gode ideer til at kontakt kommunen.

»I Sorø Kommune vil vi gerne løbende understøtte de gode initiativer, samarbejder og idéer til nye projekter og aktiviteter, der opstår rundt om i foreningsidrætten i kommunen,« siger Kristian Pugerup og fortsætter:

»Det kan også være via samarbejde med nye fællesskaber eller borgere, der ønsker at starte en ny aktivitet op. Her vil vi gerne hjælpe med at få omsat de gode idéer til aktiviteter. Derved kan vi både styrke foreningslivet og mulighederne for, at så mange borgere som muligt i kommunen får mulighed for idræt, motion og bevægelse i hverdagen.«

»Så alle typer foreninger og borgere er velkomne til at kontakte os med deres gode idéer,« påpeger han.

Øverst: Genrefoto. (Foto: ). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.