Soro.News – Den første etape af gravearbejdet, der gik ud på at skyde rør under motorvejen, er færdiggjort. De næste par uger bliver der gravet i det åbne land langs motorvejen.
Sorø Fjernvarme har påbegyndt gravearbejdet i forbindelse med det nye Sorø Bioenergi. Det skriver AffaldPlus i en nyhedsmeddelelse.
Gravearbejdet til det nye fjernvarmeværk er gået i gang
Gravearbejdet er skudt i gang, så der kan lægges rør til det nye fjernvarmeværk Sorø Bioenergi.
Det betyder også, der er lidt ekstra larm i byen for tiden, mens AffaldPlus arbejder på at forsyne byens fjernvarmebrugere med mere bæredygtig energi. Gravearbejdet vil vare resten af året.
Den første etape af gravearbejdet, der gik ud på at skyde rør under motorvejen, er færdiggjort. De næste par uger bliver der gravet i det åbne land langs motorvejen. Herefter står Stamvejen for skud.
Spidsbelastede områder udgraves i løbet af sommerferien
Selve gravearbejdet omhandler cirka 7 kilometers rørlægning fra Kragelundsvej til Smedevej. Gravearbejdet forventes at stå på året ud.
Den foreløbige plan for gravearbejdet:
- Juni-juli: Stamvejen
- Juni-juli: Smedevej
- Juli: Krydset mellem Ringstedvej og Nordmarksvej
- Juli-august: Sti ved boldbanerne (Sorø Hallen)
- Juli-august: Fuldbyvej til Elmebjergvej
- August: Koldmosevej
- August: Fægangen-Holbergsvej-Filosofgangen
- September: Skælskørvej
- September: Færøvej
- September-oktober: Rundkørsel ved Nordmarksvej og tilslutning til fjernvarmeværket på Industrivej.
Af hensyn til trafikken bliver de spidsbelastede områder udgravet i sommerferien. Det gælder Smedevej, der er en skolevej, og krydset mellem Ringstedvej og Nordmarksvej.
Det nye fjernvarmeværk forventes at stå færdigt i sommeren 2021 og bliver det første kraftvarmeværk i Danmark med havepark-affald som primær kilde. Det nye værk giver en årlig CO2-besparelse på 10.000 ton.
Lokal genanvendelse, cirkulær økonomi og grøn energi
Det nye fjernvarmeværk kommer til at køre på havepark-affald fra AffaldPlus’ genbrugs- og haveaffaldspladser. Så når borgerne afleverer haveaffald, får fjernvarmekunderne i Sorø det retur som varme i radiatoren.
De mindre næringsrige dele som grene og træaffald bliver til grøn energi, og de mere næringsrige og lettere bionedbrydelige dele som blade, planterester og græs bliver til gødning på marker. Dét er lokal genanvendelse og cirkulær økonomi!
Øverst: Borgmester Gert Jørgensen (KF). (Foto: AffaldPlus). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.