Sorø: Dagtilbud og skoler åbnes d. 15. april

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Soro.News – Elever fra 0.-5. klasse kommer til at gå i skole fra kl. 8 til kl. 13 på alle hverdage. Skolerne tilrettelægger undervisningen, så mest muligt foregår udendørs eller indendørs med god plads mellem eleverne.

Dagtilbud og skoler i Sorø Kommune åbner onsdag den 15. april, som følge af statsministerens udmelding om en gradvis genåbning af Danmark. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Hverdagen begynder på onsdag for 2.800 børn

For cirka 2.800 børn i Sorø Kommune begynder hverdagen igen onsdag den 15. april 2020, når dagtilbud og skoler åbner dørene for børn og elever til og med 5. klasse.

Men det bliver en ny slags hverdag med nye rutiner for både børn og voksne.

»Vi er klar med en plan for, hvordan vi skal tage godt imod børnene, når de møder ind onsdag den 15. april,« siger børne- og familiechef i Sorø Kommune, Henrik Madsen, og fortsætter:

»De enkelte skoler og dagtilbud sørger for at planlægge hverdagen, så vi kan efterleve Sundhedsstyrelsens retningslinjer og gøre, hvad vi kan for at mindske smittespredning, samtidig med at vi får gang i en god hverdag igen.«

Rengøring og nye rutiner samt en kort skoledag

På institutioner og skoler følger man Sundhedsstyrelsens retningslinjer for at begrænse smittespredning, og der sættes desuden ind med ekstra rengøring og adgang til håndsprit med videre.

På de enkelte institutioner og skoler tilrettelægges den nye hverdag, så man bedst muligt kan holde afstand og gennemføre aktiviteter ude i det fri.

Elever fra 0.-5. klasse kommer til at gå i skole fra kl. 8-13 på alle hverdage. Skolerne tilrettelægger undervisningen, så mest muligt foregår udendørs eller indendørs med god plads mellem eleverne, for eksempel ved at dele eleverne i mindre hold.

Elever, som på grund af risikoforhold i husstanden (som for eksempel en forælder med kronisk sygdom) holdes hjemme, får hjemmeundervisning i form af, at eleverne modtager klassens ugeplan og opgaver.

Elever fra 6.-9. klasse hjemmeundervises foreløbigt frem til 11. maj. Dette gælder også eleverne i 9. klasse, hvis afgangsprøve er aflyst.

Tidlig SFO-start aflyses, hvilket betyder, at de kommende skolebørn bliver i børnehaven indtil skolestart i august.

Vigtigt budskab til forældre om sygdom og symptomer

Et vigtigt budskab til alle forældre til børn i dagtilbud og skoler er: Børn, som er syge, skal blive hjemme. Det gælder også, hvis man bare er lidt forkølet. Børn skal først i dagtilbud og skole igen, når de er symptomfri.

Forældre, som er syge eller har symptomer, skal ikke hente deres barn i institution. Send i stedet en rask voksen.

»Både forældre, medarbejdere og ledere har udvist en kolossal ansvarlighed i hele dette forløb. Det er jeg sikker på, at alle vil fortsætte med. Vi vil fra kommunens side bakke op med at finde løsninger på de tvivlsspørgsmål, som opstår hen ad vejen,« siger Henrik Madsen og fortsætter:

»Vi står sammen med resten af Danmark om at bringe landet igennem dette ukendte farvand. Vi stoler på de skridt, der bliver taget centralt fra, og vi er klar til at udmønte dem lokalt på en måde, så vi passer så godt som muligt på vores borgere og vores medarbejdere.«

Sorø Kommune følger de centrale udmeldinger fra regeringen og Sundhedsstyrelsen nøje. Hvis den planlagte genåbning af samfundet udskydes i løbet af påsken, udskydes genåbningen i Sorø Kommune også.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Dolgachov / iStock). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.