Soro.News – Sorø Kommunes tilbud til borgere på handicap- og psykiatriområdet er kraftigt reduceret indtil videre frem til den 29. marts.
Mest mulig tryghed uden fysisk kontakt. Det er nøgleordene i den kraftigt reducerede drift på Sorø Kommunes handicap- og psykiatriområde i den kommende tid.
Sorø Kommunes tilbud til borgere på handicap- og psykiatriområdet er kraftigt reduceret indtil videre frem til den 29. marts 2020. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Åbne telefoner – lukkede dagtilbud
Alle dagtilbud er lukkede. Det vil sige alle tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud på Elefantgården, Krydderen, Aktivitetshuset, Netværket og Åmosen.
Personalet har dog både Aktivitetshusets og Netværkets telefoner åbne, så borgere, som bliver ængstelige eller bare har brug for at tale med nogen, kan ringe til og få en snak. Borgerne kan også komme i kontakt med Center for Handicap og Psykiatri via Facebook, som opdateres løbende.
Bostøtten sker primært over telefonen
Borgere, som har behov for bostøtte, får fortsat besøg eller tryghedsopkald baseret på en faglig vurdering af hver enkelt borgers behov.
Botilbuddene passer på risikogrupperne
På botilbuddene tages en række sikkerhedsforanstaltninger i forhold til risikogrupper. Det vil sige, at borgerne opholder sig i deres boliger og får kontakt af personalet der.
Fællesaktiviteter er aflyst, og man kører ikke ud af huset, medmindre det er vitalt. Der er lukket for besøgende. Personalet forsøger at give borgerne både tryghed og omsorg på afstand.
Personalet fra de områder, der er lukket ned, er i beredskab til at hjælpe på bostederne, hvis der kommer mange sygemeldinger.
Alle borgere er informeret om ændringerne gennem deres støttekontaktpersoner, botilbud eller det visiterede dagtilbud Åmosen.
Borgere, som benytter u-visiterede aktivitets- og samværstilbud har fået information i sidste uge og via centrets Facebookside.
Sorø Kommune er desuden i kontakt med private bo- og aktivitetstilbud for at sikre, at man også her er opmærksom på de aktuelle ændringer og tager de fornødne forholdsregler i forhold til at passe på beboere og brugere.
Udvidet telefontid til Sorø Rådhus
Social Service har udvidet telefontiden, så man kan komme i kontakt med en sagsbehandler i følgende tidsrum: mandag til torsdag: kl. 10.00-15.00 og fredag: kl. 10.00 – 13.00.
Kontakt Center for Handicap og Psykiatri på telefon 57 87 67 79 eller e-mail handpsyk@soroe.dk.
Læs også: Corona: Nødberedskab på plads i Sorø Kommune.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Steve PB / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.