Zand.News – Da en edderkop kravlede op ad benet på en kvindelig bilist, havde den nok ikke tænkt på, at den ville blive skyld i et færdselsuheld.
Tirsdag kl. 11.44 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to biler var stødt delvist frontalt sammen på Bjergvej i Klippinge vest for Stevns Klint på grund af en edderkop.
Det viste sig heldigvis at være mindre alvorligt end anmeldelsens ordlyd, men to biler var dog med lav hastighed stødt delvist frontalt sammen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Alarmcentralen sendte to ambulancer til stedet
En 50-årig kvinde fra Store-Heddinge var kørt med lav hastighed i en personbil ad Bjergvej mod vest, da hun trak lidt over i modsatte kørebanehalvdel i bymæssig bebyggelse.
Her kom en 55-årig mand fra Køge i en varebil med meget lav hastighed i modsat retning, men blev påkørt på venstre del af fronten af den 50-åriges bil.
To ambulancer var blevet sendt til uheldsstedet, men dem blev der ikke brug for, da begge parter var sluppet fra sammenstødet med diverse knubs.
En edderkop var kravlet op ad det kvindens ben
Bilerne fik kun mindre materielle skader som følge af sammenstødet, hvis årsag umiddelbart skyldtes en edderkop.
Den kvindelige bilist havde nemlig mærket en edderkop kravle op ad det ene ben, så hun blev uopmærksom og kom til at trække over i modsatte kørebanehalvdel.
Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt til at foretage oprydning og opsamling af diverse væsker fra bilerne.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.