Naestved.News – I sidste uge fortalte Fætter BR om de første 15 steder, hvor der vil åbne en ny legetøjsbutik. Nu er BR klar med 11 nye placeringer, hvor der også åbner en BR-butik dette forår. Det bliver Næstved og Holbæk samt Slagelse, som tidligere meddelt.
BR vil i løbet af de kommende måneder åbne 26 butikker i Danmark. I kølvandet på de første annoncerede butiksåbninger i sidste uge er kæden nu klar med yderligere 11 adresser, hvor BR vil slå dørene op og byde indenfor i en ny legetøjsbutik.
Overvældende opbakning fra hele Danmark
»Opbakningen til BR fra alle egne af Danmark har været overvældende. Der er ingen tvivl om, at den glade fætter med bjørneskindshuen kan noget særligt for danske børn og børnefamilier. Derfor er jeg glad for, at vi har alle de kommende butikker på plads, og vi ser frem til at åbne alle 26 i den kommende tid,« fortæller BR-kædens nyudnævnte chef Charlotte From.
Mangler 300 nye kolleger til at begejstre børn
Opgaverne inden de 26 åbninger er mange. En af dem er at få ansat butikspersonale, som brænder for legetøj og kan være med til skabe de oplevelser, BR gerne vil byde på:
«Vi skal have ansat mindst 300 nye kolleger, som skal kunne begejstre børn og deres forældre. Nu, hvor forårets butiksåbninger er er på plads, glæder vi os til at slå alle stillingerne op. Vi har heldigvis allerede modtaget mange uopfordrede ansøgere fra dygtige kandidater, og jeg er ikke i tvivl om, at kunderne kommer til at møde nogle meget engagerede og dygtige BR-medarbejdere, når vi åbner butikkerne,« uddyber Charlotte From.
De cirka 300 stillinger vil blive opslået og besat løbende.
Næstved, Holbæk og Slagelse samt mange andre steder
Her åbner 11 BR-butikker
- Holbæk, Frejasvej 16
- Næstved, Vestergårdsvej 8
- Tåstrup, Mårkærvej 15
- Tilst, Anelystparken 2-4
- Randers, Marsvej 33
- Aalborg, Løven 2
- Hjørring, Bispetorv 4
- Esbjerg, Gl. Vardevej 243
- Kolding, Egtved Allé 3
- Viborg, Holstebrovej 81C
- Holstebro, Nyholmvej 12
Derudover åbne BR-Legetøj på Japanvej i Slagelse By samt 14 andre steder. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Læs også: Fætter BR kommer tilbage til Slagelse By (Slagelse.News).
I december annoncerede TOP-TOY lukning af samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker i Danmark. Efterfølgende indgik Salling Group en aftale med konkursboet om køb af TOP-TOY’s samlede danske varelager samt rettigheder til at anvende BR-navnet på det danske marked. Salling Group har efterfølgende ført forhandlinger med udlejere landet over om ledige butikslokaler.
Øverst: BR-Legetøj. (Foto: Salling Group). RK.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.