Zand.News – Dyrenes Beskyttelse anslår, at over halvdelen af de indleverede katte har en ejer, fordi de er tamme. Men kattene ikke er mærkede, og derfor kan det være svært at finde ejeren.
Med en stigning på 40 procent i forhold til året før har Dyrenes Beskyttelses internater aldrig nogensinde før modtaget så mange katte som i 2019.
Mere end 34.000 dyrevenner og 160 organisationer har skrevet under på krav om obligatorisk mærkning og registrering af katte. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
De otte internater modtog i alt 8.870 katte
Dyrenes Beskyttelse står for at håndtere to ud af tre internatkatte i Danmark, og 2019 har været et hektisk år for organisationens internater. Organisationens otte internater modtog i alt 8.870 katte, hvilket var en stigning på hele 40 procent sammenlignet med året før.
»2019 har været kattenes annus horribilis, og fortsætter udviklingen, er der kurs ud over afgrunden. Det er en kæmpe udfordring at håndtere det store antal katte, og vores internater er fyldte til bristepunktet,« fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Udviklingen skaber bekymring hos Dyrenes Beskyttelse, der ikke har plads til de mange katte, som organisationen bruger mange ressourcer på at fremlyse og videreformidle til nye, ansvarlige ejere.
Derfor opfordrer dyrevelfærdsorganisationen til at indføre obligatorisk mærkning og registrering af katte på linje med hunde.
Borgere, virksomheder og organisationer kan bakke op om et kattemanifest, der kalder på bedre velfærd for Danmarks katte. Du kan læse og skrive under på: kattelovnu.dk.
»Det er på tide, at politikerne indser, at vi har et reelt katteproblem i Danmark og gør noget ved det. Hvis alle katteejere skulle mærke og registrere deres kat, ville vores internater ikke skulle bruge så meget tid og plads på dyr, der allerede har et hjem og en familie, der holder af dem,« siger Jens Jokumsen.
Halvdelen af de indleverede katte har en ejer
Dyrenes Beskyttelse anslår, at over halvdelen af de indleverede katte allerede har en ejer, fordi de er tamme og menneskevante.
Men fordi kattene ikke er mærkede, kan det være svært at finde ejeren. Og når ingen melder sig, så skal katten formidles til et nyt hjem på linje med alle de andre katte.
»Vi gør alt, vi kan, for at finde den mulige ejer. Vi efterlyser på hjemmeside og på Facebook, men det er som at finde en nål i en høstak. Det er meget ressourcekrævende, alt imens kattene optager pladsen for andre dyr i nød,« siger Jens Jokumsen.
Sidste år brugte Dyrenes Beskyttelse cirka 30 millioner kroner på formidling af katte. Katte står for cirka fire ud fem dyr, der indleveres på internaterne.
Mere end 34.000 har allerede skrevet under
I sidste uge vedtog Folketinget en ny dyrevelfærdslov, som for første gang nogensinde giver fødevareministeren bemyndigelse til at udstede regler om mærkning og registrering af katte.
Det har fået Dyrenes Beskyttelse til at starte en underskriftsindsamling for at få ministeren til at indføre disse regler. Over 34.000 borgere har i løbet af to måneder skrevet under, ligesom mere end 160 virksomheder og organisationer.
Hvert år overlades flere tusinde til deres egen skæbne. Katte løber bort, og bliver aldrig genforenet med deres ejer. De bliver syge, og der er ikke nogen til at tage sig af dem. Flere lande har allerede indført lignende krav om mærkning og registrering.
Også Den Danske Dyrlægeforening bakker op om forslaget. Foreningens medlemmer står dagligt med umærkede katte, der indleveres syge eller påkørte, og hvor ejeren ikke kan findes.
»Det er trist hver gang, der er en kat, som ikke kan komme hjem til sin ejer. Vi mener, at kattene har krav på de samme rettigheder som bl.a. hunde, hvor der er en særlig dansk lov, der beskytter dem. Vi opfordrer landets politikere til at tage ansvar og gøre mærkning og registrering af katte lovpligtig,« siger Hanne Knude Palshof, der formand for Den Danske Dyrlægeforening.
»Lovpligtig mærkning og registrering placerer et ansvar hos ejeren og dermed forhåbentlig medfører, at flere katteejere tager ejerskabet alvorligt og sikrer kattens velfærd,« tilføjer hun.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Wilkernet / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.