Zand.News – “Netto vil have dansker til at spise planter,” skrev Salling Group i en pressemeddelelse. Der blev hurtigt sendt en ny med overskriften: “Netto gør det nemmere for danskerne at spise planter”.
Der kommer nye elever i den grønne skole, når Netto lancerer sit nye private label SPIR, der er plantebaserede madvarer. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Den første overskrift var “Netto vil have dansker til at spise planter,” men en times tid efter kom der en rettet pressemeddelelse med overskriften “Netto gør det nemmere for danskerne at spise planter”.
Kødfrie dage har vundet indpas blandt danskerne
Nu bliver det endelig alment accepteret at have lidt grønt siddende mellem tænderne efter maden, for flere og flere danskere vælger at reducere forbruget af animalske fødevarer.
Hvor plantebaserede produkter tidligere har været for de få, har “kødfrie dage” og interessen for grønne alternativer vundet indpas blandt danskerne.
Det er en udvikling, som nu imødekommes af Netto, der lancerer en helt ny serie af mad fra planter i hele Danmark. SPIR er et plantebaseret alternativ til almindelige fødevarer, der blandt andet indeholder hverdagsfavoritter som plantedrikke, is, pålæg, pizza og soja’ghurt.
Netto vil gennem lanceringen sørge for, at der er hjælp at hente, når ingredienserne i madlavningen er fremstillet af planter.
Gøre det nemmere for danskere at følge tendensen
Med SPIR vil Netto gøre det nemmere for danskere at følge tendensen og reducere forbruget af kød og animalske produkter.
»SPIR er hverdagens grønne, alternative valg. Et valg, som vi ved, mange af vores kunder er interesseret i. Produktet er udviklet for at gøre det lettere at prøve kræfter med plantebaserede fødevarer til en lav pris, og vi giver derved vores kunder mulighed for variation i indkøbskurven,« siger Anette Bøgh, Concept Manager, Netto.
Med SPIR er Netto ikke blot klar til at give danskerne det grønne valg, men tilbyder også inspiration til dem, som gerne vil med på den grønne bølge, men som har brug for en hjælpende hånd til at komme i mål i køkkenet.
Øverst: SPIR. (Foto: Salling Group). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.