Nyt studie viser, at HPV-piger oftere var på hospitalet før vaccinen, og at en del af diagnoserne ligner de såkaldte HPV-bivirkninger.
Allerede før pigerne blev HPV-vaccineret, var de, der blev henvist til landets fem HPV-centre, oftere på hospitalet. Det viser et nyt registerstudie fra Aarhus Universitet.
Pigerne skilte sig allerede ud, før de fik HPV-vaccinen
»Der er ingen tvivl om, at de henviste piger er syge. Vi har dog fundet, at en del af dem hyppigere var på hospitalet allerede før, de fik vaccinen,« siger Lene Wulff Krogsgaard, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og hovedforfatter bag studiet, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift “Vaccine”.
Lene Wulff Krogsgaard forklarer, at pigerne, der senere blev henvist til et HPV-center, desuden kom på hospitalet med flere forskellige diagnoser, end de vaccinerede piger, der ikke blev henvist.
»Det kan indikere, at henviste piger i højere grad har haft symptomer, som det har været svært at finde en entydig årsag til. Alternativt kan de have haft flere forskellige tilstande, som skulle behandles. De skilte sig altså ud, før de fik vaccinen,« siger Lene Wulff Krogsgaard.
Kan ikke afvise, at de havde symptomer før vaccinationen
Et andet interessant fund er, at nogle af pigernes diagnoser harmonerer med de mest udbredte, rapporterede bivirkninger efter HPV-vaccinen såsom hovedpine, uspecifikke muskelsygdomme og mave-tarm-problemer.
»Vi har set systematisk på de hyppigste hospitalsdiagnoser forud for HPV-vaccinen. For de diagnoser, hvor vi finder de stærkeste sammenhænge, er der et overlap med de symptomer, der er rapporteret som mulige bivirkninger efter vaccinen. Vi kan derfor ikke afvise, at nogle af de henviste piger kan have haft lignende symptomerne allerede før, de fik HPV-vaccinen,« siger Lene Wulff Krogsgaard.
Det nye forskningsresultat bygger på data fra 1.496 kvinder, som var henvist til et af regionernes fem HPV-centre i 2015. 80 procent af de henviste havde i årene op til vaccinen haft kontakt til et hospital mindst en gang, og 24 procent havde haft kontakt til et hospital seks eller endnu flere gange.
Kontrolgruppen bestod af 7.480 jævnaldrende vaccinerede piger, som ikke var henvist til et HPV-center. Blandt dem havde 65 procent haft kontakt med et hospital mindst en gang, og 12 procent havde haft kontakt seks eller flere gange.
Stort HPV-puslespil om blandt andet psykiatrisk behandling
Det nye studie bekræfter tidligere forskning på området. Forskning fra Statens Serum Institut har vist samme billede, og Aarhus Universitet har i et andet studie baseret på samme studiepopulation vist, at piger henvist til HPV-centre, oftere havde været i psykiatrisk behandling forud for vaccinen end piger, der ikke var henvist.
»At finde forklaringen på, hvorfor så mange blev syge, er som at lægge et stort puslespil. Vores studie er en vigtig brik, men vi mangler stadig at finde den samlede forklaring,« siger Lene Wulff Krogsgaard i en pressemeddelelse fra Århus Universitet.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Mandyme27 / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.