Zand.News – 5.000 borgere skal hjælpe politiet med at forstå, hvorfor de og mange andre borgere ikke betaler deres bøder til tiden.
De næste seks uger ringer politiet til borgere med ubetalte bøder for at blive klogere på, hvordan de kan hjælpe flere til at betale rettidigt.
Politiet forventer at kontakte cirka 5.000 borgere. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Politiet sender 133.000 udbetalte bøder til retten hvert år
Når en bøde ikke bliver betalt, går et stort maskineri i gang hos politiet, Gældsstyrelsen og domstolene for at indkassere pengene. Politiet sætter derfor gang i en undersøgelse af, hvorfor nogle bøder ikke bliver betalt.
Undersøgelsen fokuserer på de sager, hvor politiet har udstedt et bødeforelæg, som modtageren ikke har fået betalt. Det kan for eksempel være i sager om overtrædelse af færdselsloven, gadeuorden, besiddelse af euforiserende stoffer eller tyveri.
I runde tal er der hvert år 133.000 af den slags bøder, der trods rykkere ikke bliver betalt og derfor bliver sendt til afgørelse i retten.
Frivilligt at medvirke i undersøgelsen af de udbetalte bøder
Politiets bødeafdeling forventer at ringe til cirka 5.000 af borgerne i disse sager i løbet af de næste seks uger.
»Det er helt frivilligt, om man vil medvirke, men det håber vi selvfølgelig, at mange har lyst til, for det er sådan, vi kan lære og blive bedre,« siger afdelingsleder Jeppe James Olsen fra bødeafdelingen i Politiets Administrative Center og fortsætter:
»Der kan være mange årsager til, at borgerne ikke har fået betalt deres bøder – måske er de stødt på problemer, som vi kan være med til at løse. Det vil vi gerne vide mere om.«
Han understreger samtidigt, at bødeafdelingen ikke vil bede om borgernes personlige oplysninger om for eksempel personnummer, NemID og betalingskort.
På den måde kan borgere vide sig sikre på, at opkaldet reelt er fra politiet og ikke fra en svindler, der forsøger at udnytte politiets undersøgelse til at skabe sig uretmæssig adgang til borgernes oplysninger eller penge.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.