Zand.News – »Misbrug af lattergas kan have alvorlige helbredskonsekvenser og kan i værste fald være livsfarligt,« udtaler sundhedsministeren.
Lattergasmisbruget blandt unge på gymnasie- og erhvervsskolerne er kortlagt for første gang som et led i Ung19-undersøgelsen med deltagelse af mere end 32.000 unge.
Undersøgelsesresultaterne er alvorlige og kalder på konkrete initiativer. Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
17 procent af de unge mænd har prøvet lattergaspatroner
Misbrug af lattergas til beruselse har de seneste par år set ud til at være et stigende problem blandt danske unge. Indtil nu har gader, der flyder med lattergaspatroner, været den mest synlige indikation på, at der var et problem.
Lattergas kommer fra gaspatroner, der er produceret til industriel brug, og som for eksempel bruges til flødeskumssiffoner. Lattergas bliver typisk misbrugt ved, at der inhaleres direkte fra gaspatronerne eller fra en ballon.
En ny dataindsamling giver et mere præcist billede af problemets omfang og udbredelse.
Hovedkonklusionerne i rapporten viser blandt andet, at 17 procent af de unge mænd på erhvervsskolerne og gymnasierne har prøvet lattergaspatroner.
6-7 procent af alle de adspurgte havde brugt lattergas inden for det sidste år. Næsten dobbelt så mange drenge som piger bruger det, og problemet er størst i Region Hovedstaden, hvor cirka hver fjerde unge mand har prøvet lattergas.
Det er Steno Diabetes Center Copenhagen (på erhvervsskolerne) og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet (på de gymnasiale uddannelser), der står bag undersøgelsen. Dataindsamlingen har fundet sted fra januar til juni i 2019, og elever over 15 år har besvaret spørgeskemaerne.
»Rapportens resultater viser, at alt for mange unge på ungdomsuddannelserne eksperimenterer med lattergas, og det skal vi have stoppet,« siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke og fortsætter:
»For det er ikke ufarligt, som nogen måske tror. Giftlinjen har set en stigning i indberetning af skader på grund af lattergas. Misbrug af lattergas kan have alvorlige helbredskonsekvenser og kan i værste fald være livsfarligt.«
Kan medføre psykiske og fysiske komplikationer livet ud
Ved inhalation af lattergas presses ilten i lungerne ud, og det kan medføre en kvælningsdød.
Inhalation af lattergas giver også risiko for forbigående eller varige hjerne- og nerveskader som for eksempel følelsesforstyrrelser eller balanceproblemer, hvor man mister førligheden.
Desuden kan det medføre psykiske og fysiske komplikationer for resten af livet.
Øverst: Genrefoto. (Foto: OpenClipart-Vectors / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.