Zand.News – »Vi sætter nu fusioner på pause, fordi vi mener, der er brug for seriøse politiske drøftelser om, hvordan vi får sikret bedre uddannelsesmuligheder i hele landet,« siger ministeren.
Regeringen (S) indfører et midlertidigt stop for fusioner mellem uddannelsesinstitutioner.
Det er første skridt mod et Danmark i bedre balance, hvor adgangen til uddannelse ikke afhænger af, hvor i landet man bor. Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Stoppet skal bremse uddannelsescentraliseringen
Der skal være gode uddannelsestilbud for de unge. Derfor indfører regeringen et midlertidigt stop for fusioner mellem uddannelsesinstitutioner.
Det skal være med til at bremse uddannelsescentraliseringen, mens der ventes på eftersynet af institutionsudviklingen samt taxameter- og tilskudssystemet. De forventes at være færdige i løbet af de næste måneder.
»Uddannelse skal være let tilgængelige for alle – uanset hvor i landet man bor. Både fordi det betyder noget for den enkelte unge, der skal i gang med en uddannelse, men også fordi skoler er det stærke, bankende hjerte i lokalsamfundet,« siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Adgang til uddannelse skal ikke afhænge af bopælskommune
Det midlertidige stop for fusioner er første skridt mod et Danmark i bedre balance, hvor adgangen til uddannelse ikke afhænger af, hvor i landet man bor.
»Siden kommunalreformen har centraliseringsbølgen rullet over Danmark. Hver tredje politistation er væk. Samtidig er sygehuse lukket i mange byer. Regeringen vil en anden vej for Danmark. Vi vil ikke bare sætte en stopper for yderligere centralisering, men vil ændre kursen,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:
»Vi sætter nu fusioner på pause, fordi vi mener, der er brug for seriøse politiske drøftelser om, hvordan vi får sikret bedre uddannelsesmuligheder i hele landet.«
Ministeren understreger dog, at særlige tilfælde bliver undtaget.
Øverst: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). (Foto: Steen Brogaard / Folketinget). PM/RK/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.