Zand News – »Politiet har beslaglagt næsten tre køretøjer om dagen, siden de nye regler mod vanvidsbilisme trådte i kraft for et halvt år siden,« lyder det fra justitsministeren. »Derfor skal tænke sig godt om, inden man låner sin bil ud,« supplerer politiet.
Siden de nye regler mod vanvidskørsel trådte i kraft for et halvt år siden, har politiet beslaglagt 510 køretøjer, mens der er rejst 623 sigtelser fordelt på 586 sager vedrørende vanvidskørsel. Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Beslaglægger vanvidsbilisters køretøjer uanset ejerforhold
I marts i år trådte en række nye regler i kraft, der udmøntede aftalen mod vanvidsbilisme, som et bredt flertal i Folketinget indgik i december 2020.
Med aftalen blev det blandt andet besluttet, at politiet fremover skulle beslaglægge vanvidsbilisters køretøjer på stedet, hvor vanvidskørslen har fundet sted, og uanset ejerforhold.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S) gør nu status efter, at reglerne har været i brug i et halvt år.
Nye tal fra Rigspolitiet viser, at der i perioden 31. marts-20. september 2021 i alt er beslaglagt 510 køretøjer. I samme periode har politiet oprettet 623 sigtelser fordelt på 586 sager vedrørende vanvidskørsel.
De mange beslaglæggelser har måske en præventiv effekt
»Politiet har beslaglagt næsten tre køretøjer om dagen, siden de nye regler mod vanvidsbilisme trådte i kraft for et halvt år siden. De nye styrkede tiltag mod vanvidskørsel har i den grad virket og været nødvendige for at sætte hårdt ind over for dem, der bringer andre menneskers liv i fare med deres vanvittige kørsel,« siger justitsminister Nick Hækkerup og fortsætter:
»Forhåbentlig kan de mange beslaglæggelser af køretøjer få en præventiv effekt og medvirke til at ændre adfærden hos dem, der uden omtanke for andre trykker speederen i bund og skaber utryghed på vejene.«
»Målet er at stoppe vanvidsbilisme, så vi redder liv. Det kræver klare og mærkbare konsekvenser for vanvidsbilisterne. Og det har vi fået med de nye regler. På et halvt år har vi fjernet mere end 500 biler brugt til vanvidskørsel fra gaden. Dermed har vi klart og tydeligt sagt, at vi ikke vil finde os i dem, der i den grad føler sig hævet over loven,« tilføjer transportminister Benny Engelbrecht.
Man skal tænke sig meget godt om inden udlån af sin bil
»Med over 200 km/t ad Køge Bugt Motorvejen – en strækning, hvor den tilladte hastighed er 110 km/t – kunne en mand vinke farvel til både kørekort og bil, fordi hans kørsel var – vanvittig. Bilen blev beslaglagt på stedet med henblik på konfiskation og bortauktionering,« skrev Midt- og Vestsjællands Politi på Facebook i går.
Med over 500 beslaglæggelser var manden desværre ikke den eneste, og i flere tilfælde var det ikke ejeren selv, der kørte bilen. Derfor skal tænke sig godt om, inden man låner sin bil ud.
Vanvidsbilisme er blandt andet defineret som kørsel med 200 km/t eller derover, kørsel med mere end 100 procent af det tilladte ved kørsel med over 100 km/t (for eksempel kørsel med 101 km/t i en byzone) eller kørsel med en promille på over 2.0.
Ifølge loven kan politiet i sådanne tilfælde beslaglægge køretøjet, uanset hvem der kører/ejer bilen, pointerer Midt- og Vestsjællands Politi.
Øverst: Situationsfoto. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi / Facebook). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.