Zand.News – Sproget og dets tætte sammenhæng med, hvordan vi tænker og handler, er en vigtig nøgle til at forstå den økologiske krise i et langt mere samlet perspektiv. Det mener Syddansk Universitet.
Verdens førende økolingvister samles til konferencen “ICE-4” på Syddansk Universitet (SDU) i Odense den 12. til 15. august 2019.
De skal blandt andet drøfte, hvordan sprogforskningen skal hjælpe med nye forståelser og løsninger i forbindelse med klimakrisen. Det skriver SDU i en pressemeddelelse.
Eksempler på tankevækkende spørgsmål i hverdagen
Hvorfor er de daglige vejrudsigter så kritiske og nedslående, hver gang der er regn på vej, når nu menneskeheden er dybt afhængig af jordens vandkredsløb?
Hvorfor er en nydelig have vigtigere for os end forståelse af naturens behov, når vi giver haven en tur med ukrudtsbrænderen eller det, der er værre?
Og hvorfor står valget i supermarkedet egentlig mellem gulerødder og økologiske gulerødder og ikke omvendt. Hvilke forandringer ville det skabe, hvis vi skulle vælge mellem sprøjtede gulerødder og gulerødder i stedet?
Det er nogle af de tankevækkende spørgsmål, som sprogforskningen gerne vil have højere på dagsordenen i klimadebatten.
Tale og handling er en vigtig nøgle i den økologiske krise
Sproget og dets tætte sammenhæng med, hvordan vi tænker og handler, er en vigtig nøgle til at forstå den økologiske krise i et langt mere samlet perspektiv.
Og netop disse spørgsmål er til debat, når 85 forskere fra blandt andet Kina, Canada, Fiji-øerne og Storbritannien i næste uge samles i Odense til “the 4th International Conference on Ecolinguistics”.
»Vi økolingvister er dybt optagede af at forstå, hvordan sprog, tænkning og adfærd hænger sammen, og det giver mulighed for nogle meget interessante indsigter i de klimaforandringer, som vi står midt i. Når vi koordinerer vores handlinger gennem sprog, bidrager de sproglige kategorier til, hvordan vi ser verden,« forklarer professor Sune Vork Steffensen, der er arrangør af konferencen, og fortsætter:
»Meget længe har vi kategoriseret vores omgivelser efter, om de var nyttige eller ikke-nyttige for os mennesker. Men vi er nødt til at bevæge os i en anden retning, hvor vores civilisation lever i større økologisk harmoni med omgivelserne.«
Sune Vork Steffensen er leder af “Centre for Human Interactivity” ved SDU og har bidraget til at skabe et internationalt førende miljø inden for økolingvistikken.
Økolingvistikken er en forholdsvis ny og fremadstormende gren af lingvistikken, der insisterer på at sprogforskningen også er en “life science”, der har fokus på menneskets rolle i verden, livet og det levende.
Økokrisen kræver en mere tværvidenskabelig tilgang
Blandt hovedtalerne på konferencen er da også den fremtrædende canadiske professor Brendon Larson fra “School of Environment, Resources and Sustainabilty” ved Waterloo University.
Han begyndte sin akademiske karriere som biolog, men skiftede spor i erkendelse af, at verdens miljømæssige udfordringer ikke kan løses af biologien alene.
»Jeg har villet være biolog, siden jeg var ganske ung, men i løbet af mine studier stod det klart, at de miljømæssige og øvrige udfordringer, vi står overfor, kræver langt mere end naturvidenskabelige indsigter,« siger Brendon Larson og fortsætter:
»Biologien ikke er nok – vores nuværende udfordringer kræver langt mere indsigt i menneskelige værdier og verdensbilleder, forklarer han på sin hjemmeside om det presserende behov for en tværvidenskabelig tilgang til løsningen af den økologiske krise.«
I dag arbejder professor Brendon Larson tværvidenskabeligt inden for både lingvistik, filosofi, biologi og samfundsvidenskab og er blandt meget andet forfatter til den prisbelønnede bog “Metaphors for a Enviromental Sustainability – Redefining Our Relationship with Nature”, der er udgivet på Yale University Press.
Med den internationale konference markerer sprogforskningen på SDU sig som en aktiv del af universitetets nye strategi, der blev meldt ud juni.
En strategi, som vil gøre SDU til landets første bæredygtige universitet og bidrage til at løfte verden i en mere bæredygtig retning gennem forskning og uddannelse.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Syddansk Universitet). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.