Soro.News – Hasselmusen er Danmarks eneste syvsover, der går i dvale under jorden om vinteren, og det lille dyr tilhører en art, som Danmark har en særlig forpligtelse til at beskytte i henhold til EU.
Hasselmusen er en af de mest sjældne og truede pattedyr, som vi har i Danmark.
I weekenden blev den lille gnaver observeret og filmet i det statslige naturområde Kongskilde på Sjælland. Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hasselmusen er en af de mest truede pattedyr i Danmark
Den er ikke meget større end en tommelfinger og er i fare for at uddø. Derfor var begejstringen stor, da en gruppe frivillige søndag observerede en hasselmus i en af 50 opsatte redekasser på det statsejede naturområde Kongskilde nær Sorø.
Hasselmusen er Danmarks eneste syvsover, der går i dvale under jorden om vinteren, og det lille dyr tilhører en art, som Danmark har en særlig forpligtelse til at beskytte i henhold til EU.
»Hasselmusen er en af de mest sjældne og truede pattedyr, vi har i Danmark, og den findes kun meget få steder,« siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen, og fortsætter:
»Naturstyrelsen og frivillige fra blandt andet Danmarks Naturfredningsforening har ledt efter spor fra hasselmus i Kongskilde-området de seneste fem år, og nu er der endeligt dokumenteret, at den er der. Fundet af en hasselmus netop her tyder på, at vores indsats for den truede art har virket.«
Planlægger at plante flere grønne korridorer i området
Hasselmusen er afhængig af grønne korridorer, når den skal bevæge sig over større afstande.
Derfor plantede Naturstyrelsen og frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening i 2016 buske og krat i området, så hasselmusen kan kravle fra kvist til kvist. Der er planer om plantning af flere levende hegn i området.
Tidligere har Sorø Kommune doneret 50 redekasser, der har en dobbeltfunktion. De giver hasselmus mulighed for at formere sig i trygge omgivelser og gør det også nemmere at følge bestanden af det sky lille dyr.
Målrettet samarbejde om at sikre truede pattedyrarter
En gruppe frivillige har siden 2014 gennemgået alle redekasser hvert efterår, ligesom Miljøstyrelsen også overvåger hasselmus i området hvert sjette år.
Ved en af disse overvågninger er der tidligere fundet tegn på reder, men ingen har før nu set den lille gnaver, der kun vejer 15-35 gram og måler 6-9 centimeter fra snudespids til halerod.
Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening arbejder målrettet sammen for at sikre nogle af de mest truede pattedyrarter på statens arealer, herunder hasselmus og birkemus som begge er beskyttet af EU-lovgivningen.
Et lignende samarbejde finder sted i Bidstrupskovene på Midtsjælland, hvor der blandt andet arbejdes med at skabe mere lys og plads til de blomstrende buske og småtræer, som hasselmusen lever af.
»Vi er rigtig glade for samarbejdet med Naturstyrelsen om indsatsen for truede arter på statens arealer. Og det er dejligt at konstatere, at indsatsen bærer frugt,« siger Bo Håkansson biolog i Danmarks Naturfredningsforening.
Øverst: Hasselmus observeret ved det statslige naturområde Kongskilde. (Foto: Naturstyrelsen). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.