Zand.News – »Jeg er glad for, at 600 flere borgere kan tilbydes høreapparatbehandling. Det er et skridt i den rigtige retning med at nedbringe de lange ventetider i regionen,« siger formanden for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud.
Region Sjælland har indgået en aftale med Auditiva, som skal være med til at korte ventetiden af på et høreapparat til borgere med et ukompliceret høretab.
Det medfører, at 600 borgere med høretab vil få hurtigere hjælp efter nytår. Det skriver regionen.
Længere ventetid på høreapparat end i resten af landet
Borgerne i Region Sjælland venter længere tid på at få et høreapparat end i resten af landet.
Det skal en aftale med virksomheden Auditiva være med til at ændre på. Med aftalen vil godt 600 flere borgere fra januar modtage behandling på klinikker i Greve, Holbæk, Ringsted og Roskilde.
»Jeg er glad for, at 600 flere borgere kan tilbydes høreapparatbehandling. Det er et skridt i den rigtige retning med at nedbringe de lange ventetider i regionen,« siger Annemarie Knigge (S), formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud i Region Sjælland, og fortsætter:
»Men vi er ikke i mål, og det er derfor, at vi i budgettet for 2020 har afsat 10 millioner kroner yderligere for at kunne hjælpe endnu flere af vores borgere.«
Aftalen er et supplement til den behandling, som varetages af Sjællands Universitetshospital, Slagelse Sygehus og Nykøbing Falster Sygehus, og den behandling, der tilbydes af private ørelæger, som regionen har en aftale med.
Auditiva har vundet aftalen efter et udbud, og aftalen gælder for 2020.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Maklay 62 / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.