Zand.News – 45 kommuner og de to regioner på Sjælland er gået sammen med Movia om en fælles mobilitetsplan. Den opstiller mål for grøn omstilling og mobilitet i hele området.
Flere skal tage med klimavenlige busser og tog i stedet for at køre i bil. Så enkelt er det, hvis Danmark skal nå sin ambitiøse klimamålsætning om 70 procent CO2-reduktion inden 2030 og modvirke trængsel.
Nu er 45 kommuner og de to regioner på Sjælland gået sammen med Movia om en fælles mobilitetsplan, som stiller mål for grøn omstilling og mobilitet i hele området. Det skriver Movia i en pressemeddelelse.
Klimavenlig, tilgængelig og sammenhængende transport
Med et årligt samlet trafikindkøb på 4,8 milliarder kroner er kommunerne, regionerne og Movia gået sammen om en fælles mobilitetsplan, der sætter en ny retning for, hvordan vi bruger ressourcerne grønnere.
Movias Mobilitetsplan 2020 hedder planen, som fokuserer på klimavenlig, tilgængelig og sammenhængende kollektiv transport.
»Med Movias mobilitetsplan har vi nu en fælles klar tegning for, hvordan vi i de sjællandske kommuner og regioner kan bidrage til at løfte den vigtige klimadagsorden med grøn omstilling og flere rejsende i den kollektive transport,« siger Kirsten Jensen, der er bestyrelsesformand i Movia, og fortsætter:
»Men vi har konkrete mål for den grønne omstilling, så vores busser er fossilfri i 2030, og mindst halvdelen er eldrevne, vores flextrafik køres i elbiler, og vores nye tog er eldrevne.«
Vigtigt med sammenhæng i det store sjællandske område
Behovet for en fælles ambition for mobiliteten på Sjælland er stort. Over halvdelen af borgerne i Danmark bor på Sjælland, og befolkningstilvæksten stiger særligt i Hovedstadsområdet – også mere end i resten af landet.
Med en så kraftig befolkningstilvækst er det afgørende, at mobiliteten kan følge med, hvis fremkommeligheden skal være høj og Sjælland som landsdel bevare sin konkurrencekraft.
»Vi bliver mange flere mennesker på Sjælland i fremtiden. Som kommuner og regioner har vi derfor en meget vigtig opgave med at sikre, at det store sjællandske område hænger godt sammen, så virksomhederne og borgerne synes, det er attraktivt at slå sig ned her,« siger Per Hovmand (KF), næstformand i Movia, og fortsætter:
»Ellers mister vi den udvikling, som vi har brug for. Nu er vi gået sammen om nogle helt konkrete fælles initiativer i Movias Mobilitetsplan, så vi trækker i samme retning.«
Mobilitetsplanens 12 indsatser for de 90 største buslinjer
Movias Mobilitetsplan skal skabe bedre sammenhæng i planlægningen af den kollektive mobilitet på Sjælland og vise de 2,6 millioner borgere og mange virksomheder, hvordan kollektiv mobilitet skaber værdi lokalt og regionalt.
Mobilitetsplanen rummer et strategisk net med de 90 største buslinjer og lokaltogsstrækninger, et flerårigt budget, suppleret med et helhedsorienteret syn på mobilitet, kollektiv transport, miljø, klima, passagerer og innovation.
Læs mere om: Movias Mobilitetsplan 2020 (moviatrafik.dk).
Resume med de 12 indsatser i Mobilitetsplanen:
Sammenhæng på tværs
- Vi forbedrer det strategiske net
- Vi etablerer gode skift på stationer og busterminaler
- Vi sørger for god trafikinformation i realtid
Grøn og bæredygtig omstilling
- Vores busser er fossilfri i 2030, heraf er mindst halvdelen eldrevne
- Vores flextrafik køres i elbiler senest i 2030
- Vores nye tog er eldrevne
Pendlingen til og fra arbejdspladsen
- Vi planlægger for god mobilitet allerede i den fysiske planlægning
- Vi præsenterer værktøjer til god mobilitet
- Vi giver virksomhederne overblik over mobilitetsservicen
Kollektiv mobilitet uden for de større byer
- Vi optimerer kendte transportløsninger, som sikrer mobiliteten uden for de større byer
- Vi udvikler og udbreder nye mobilitetsløsninger
- Vi sørger for mobiliteten for unge til ungdomsuddannelserne.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Movia). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.