Zand.News – De grønne elbiler er et skridt på vejen mod målet om, at Movias flextrafik udelukkende kører i elbiler eller tilsvarende teknologier senest i 2030.
Den 1. marts 2022 får Movia to nye, miljøvenlige elbiler, som skal ud at rulle på vejene. Dermed har Movia fire elbiler i alt.
Målet er, at Movias flextrafik udelukkende kører i elbiler eller tilsvarende teknologier senest i 2030. Det oplyser Movia i en nyhedsmeddelelse.
Et skridt på vejen mod 70 procent CO2-reduktion
God og sammenhængende kollektiv transport er afgørende for borgerne overalt på Sjælland.
Men flere steder rækker bussen eller toget ikke hele vejen, og her er flextrafikken et godt kollektivt mobilitetstilbud til de mange borgere, der enten ikke har en bil, ikke har et kørekort, eller gerne vil overlade kørslen til en professionel chauffør.
Movia har i forvejen to flextrafikbiler, som kører på el. Movia får nu to nye elbiler, som kommer ud at køre på vejene fra den 1. marts 2022.
De nye grønne elbiler er et skridt på vejen mod målet om, at Movias flextrafik udelukkende kører i elbiler eller tilsvarende teknologier senest i 2030. Med øget grøn omstilling bidrager Movia samtidig til at indfri den nationale målsætning om 70 procent CO2-reduktion inden 2030.
Med de nye elbiler får Movia nu yderligere erfaringer med, hvordan elbiler effektivt kan implementeres i hele Movias flextrafik, og hvordan flextrafikken skal indrettes fremover, så der kommer størst mulig værdi med den grønne udvikling.
Der er for eksempel fortsat behov for at arbejde med, hvordan chaufførpauser og opladningstidspunkter kan tilrettelægges bedst muligt.
De nye flextrafikelbiler vil køre i hele Movias område
»Kommuner og regioner og Movia har i 2020 besluttet et fælles mål i Movias mobilitetsplan om, at vores flextrafik udelukkende kører i elbiler eller tilsvarende teknologier senest i 2030,« siger administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen og fortsætter:
»9 procent af Movias gule rutebusser kører allerede på el, og vi er glade for det stærke signal som vi nu sender om, at klimamål og ambitioner er relevante uanset geografi – både i byerne og på landet.«
Fakta om de to nye elbiler i flextrafikken:
- Elbilerne begynder at køre ved kontraktstart 1. marts 2022.
- Movia forventer, at elbilerne bliver enten en Tesla 3 med 75kw batteri og en rækkevidde på 614 km eller en VW ID4 med 77kw batteri med en rækkevidde på 517 km.
- Elbilerne kører 9 timer om dagen, hver dag hele året. Det vurderes, at bilerne vil køre 110.000 til 150.000 km om året i de 2 år kontrakten varer.
- En elbil har ikke nogen udledning af Co2, Nox eller partikler, når de kører og de støjer også mindre end almindelige dieselbiler.
Fakta om de flextrafikkørselsordningerne:
- Flexpatient. Relevant for dem, der skal til behandling eller undersøgelse på hospitalet, og som ikke kan benytte traditionel kollektiv trafik. For at benytte ordningen skal du være visiteret til kørslen af den region, du er bosat i.
- Flexhandicap. En kørselsordning omfattende kørsel for svært bevægelseshæmmede, blinde og stærkt svagsynede. For at bruge ordningen skal du være visiteret af den kommune, du bor i. Der er en vis egenbetaling for kørslen.
- Flexkommune. Kørselsordningen er for dem, der for eksempel skal til læge eller speciallæge, og som ikke kan benytte traditionel kollektiv trafik. Borgerne skal visiteres til kørslen af den kommune, de bor i.
- Flextur/Plustur. Et tilbud til alle borgere om at blive kørt fra adresse til adresse mod egen betaling i og mellem de kommuner, der tilbyder Flextur, eller mellem adresse og stoppested/station i de kommuner, som tilbyder Plustur. Flextur og Plustur supplerer den traditionelle kollektive trafik. F.eks. som supplement til den traditionelle kollektive trafik i tyndt befolkede områder.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Movia / Ulrik Jantzen). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.