Naestved.News – Politiet efterlyser borgere, som har kendskab til salg af Vølund-varmepumper, en særpræget båd og en vin-rød Ford-varebil samt en række hårde hvidevarer og telefoner med videre.
Midt- og Vestsjællands Politi er i gang med en større eftersøgning af varer, der er leveret på hele Sjælland af en mand, som er sigtet for bedrageri for over 10 millioner kroner.
Den særprægede båd til en værdi af 685.000 kroner efterlyser i forbindelse med bedragerisagen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Falske dokumenter og misbrug af andre identitet
I en omfattende sag om bedrageri med flere gerningsmænd har Midt- og Vestsjællands Politi brug for borgernes hjælp til at komme med tips om levering af varer, som kan være bestilt hos en 30-årig mand fra Næstved, der nu er sigtet og varetægtsfængslet.
Bedragerisagen omhandler indtil videre misbrug af personers identitet og falske dokumenter, som manden har benyttet til køb af varer og ydelser. Bedrageriets beløb er indtil nu løbet op i 10 millioner kroner, men politiet har brug for hjælp til at finde nogle af varerne, som er handlet med den 30-årige mand.
Politiet leder efter varerne for at få dem tilbage til de rette ejermænd, som ikke har modtaget betaling for varerne. Den varetægtsfængslede mand har benyttet falske dokumenter, der har vildledt forskellige virksomheder, således manden kunne få dem udleveret til videresalg hos private borgere og erhvervsdrivende.
Det drejer sig om følgende varer:
- Ni Vølund-varmepumper for over 1,2 millioner kroner
- En båd af typen Finnmaster Pilot 7 weekend til omkring 685.000 kroner
- En vin-rød varebil af mærket Ford Transit Custom monteret med gule blink i kølergitter på fronten samt bagpå og på taget til en værdi af omkring 280.000 kroner.
Desuden har manden købt hårde hvidevarer og telefoner ved brug af falske identiteter fra borgere, hvorfor beløbet i alt er løbet op i 10 millioner. Også disse varer er solgt videre til privatpersoner.
Oplysningerne har afgørende betydning for politiet
Varerne kan befinde sig på hele Sjælland, men kan også være solgt videre til andre dele af landet, og to af varmepumperne er fundet i Hundested og Ølstykke. Ved bestilling hos virksomheden blev varmepumperne leveret i Rørvig, Mørkøv, Hedehusene, Næstved og Frederikssund og er formentlig efter levering blevet solgt videre til private.
Politiet opfordrer borgere til at kontakte politiet, hvis de er blevet tilbudt eller har købt et varmepumpeanlæg fra Vølund ved privat salg, eller hvis de i øvrigt har kendskab til levering af sådan et anlæg. En varmepumpeinstallatør kan også have undret sig over, at en varmepumpe af den kaliber skulle installeres.
Den efterlyste båd er tidligere set i Lynæs Havn i Hundested og Bøgeskov Havn i Store Heddinge. Politiet håber, at borgere, der har kendskab til både, muligvis kan fortælle politiet, hvis den særprægede båd er bemærket et sted.
Politiet ønsker borgernes hjælp til at finde de værdifulde ting, der i så fald skal genudleveres til de virksomheder, som aldrig har fået betaling for varerne. Derudover kan oplysninger om, hvor varerne er endt, have afgørende betydning for politiets efterforskning i forhold til at finde medgerningsmænd til den store bedragerisag.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4 eller telefon 4635 1448, hvis du har oplysninger til sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer borgerne til at tænke sig godt om, når de handler privat, så de undgår at købe hælervarer. Hvis en vare er særdeles billig i forhold til nyprisen og kan leveres i ubrugt stand og ubrudt emballage, så er det formentlig for godt til at være sandt. Rigtig mange borgere køber hvert år hælervarer og bidrager i den forbindelse til, at det kan betale sig at være bedrager eller tyv.
Øverst: Den særprægede båd til en værdi af 685.000 kroner efterlyses i forbindelse med bedragerisag. (Foto: Troels Lykke / minbaad.dk via Midt- og Vestsjællands Politi). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.