Zand.News – Region Sjælland har modtaget sin tredje stjerne. Stjernerne uddeles af EU-Kommissionens partnerskab for innovation inden for sund og aktiv aldring på tværs af Europa.
Region Sjælland bliver en mere og mere attraktiv samarbejdspartner for europæiske lande i innovationsprojekter på sundhedsområdet. Det står klart, efter EU-Kommissionen i dag tildelte regionen tre ud af fire stjerner. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Anerkendelse af arbejdet med at udvikle sundhedsvæsenet
Spanske kommuner, tyske hospitaler og hollandske virksomheder bliver nu mere interesserede i at samarbejde med Region Sjælland om innovationsprojekter inden for sundhed.
Det er i al fald regionsrådsformandens håb, efter at EU-Kommissionen har givet regionen sin tredje stjerne af de såkaldte “Reference Site Stars”. Stjernerne uddeles af EU-Kommissionens partnerskab for innovation inden for sund og aktiv aldring på tværs af Europa.
Anerkendelsen er særligt knyttet til regionens arbejde med digitale sundhedsløsninger som et centralt omdrejningspunkt for udvikling af det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland.
»Vi er glade for, at EU-Kommissionen anerkender vores arbejde, hvor de særligt har lagt mærke til og vægt på vores udvikling af digitale adgange til sundhedsydelser. Den udvikling vil vi arbejde videre med,« siger Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, og fortsætter:
»Vi står over for store udfordringer med flere ældre og multisyge, og anerkendelsen hjælper os med at blive en del af gode internationale samarbejder, som kan være med til at løse de udfordringer.«
Regionen fik for tre år siden tildelt to stjerner. Med tildelingen af den tredje stjerne anerkender EU-Kommissionen, at Region Sjælland har styrket arbejdet med at udvikle sundhedsvæsenet i en retning, som gør, at de kan løfte fremtidens udfordringer på sundhedsområdet i takt med, at en stigende andel af befolkningen bliver ældre.
Gavner kommuner, uddannelsesinstitutioner og erhverv
Anerkendelsen kommer i første omgang regionen til gavn. Men det kan også være med til at åbne dørene for sjællandske kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som ønsker at være med til at udvikle fremtidens sundhedsløsninger i samarbejde med europæiske partnere.
»Det her åbner dørene for samarbejde med nogle af de allerdygtigste mennesker i hele EU. Ikke bare for os men for hele regionen ved at blive en del af de projekter, som vi deltager i,« siger Heino Knudsen og fortsætter:
»Derfor håber vi også, at kommuner, uddannelser og virksomheder vil holde sig til, engagere sig og gøre brug af det kæmpe potentiale, der er i innovationsprojekter på sundhedsområdet i EU-sammenhæng.«
De nye stjerner blev offentliggjort på AAL Forum, der er en stor international konference for sund og aktiv aldring. AAL Forum afholdes i år i Aarhus fra den 23. til den 25. september 2019.
Øverst: Regionsrådsformand Heino Knudsen (S). (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.