Lægerne fortsat utilfredse med Sundhedsplatformen

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden).

Zand.News – »Det er første gang, vi laver undersøgelsen i Region Sjælland, og den viser, at lægerne er markant mere utilfredse end de øvrige faggrupper. Det skal vi arbejde på,« siger regionsrådsformanden.

4 ud af 10 medarbejdere på sygehuse på hele Sjælland har svaret på brugerundersøgelse af Sundhedsplatformen, og den viser, at lægerne er markant mere utilfredse end de øvrige faggrupper. Det skriver Region Sjælland og Region Hovedstaden i to pressemeddelelser.

Tilfredsheden er svagt stigende, men ikke blandt lægerne

I september har i alt 19.584 ud af 49.681 adspurgte medarbejdere på tværs af Region Sjælland og Region Hovedstaden svaret på en brugerundersøgelse af den elektroniske patientjournal.

Tilfredsheden er samlet set svagt stigende. Det gælder ikke lægerne, som er markant mere utilfredse end de øvrige faggrupper, der har rykket sig beskedent i positiv retning.

Oplevelsen af Sundhedsplatformen ser ens ud på tværs af regionerne, selvom tilfredsheden er en anelse lavere i Region Sjælland end i Region Hovedstaden.

»Beskeden fra medarbejderne er ret tydelig. Vi er slet ikke færdig med at udvikle og optimere Sundhedsplatformen. Det er første gang, vi laver undersøgelsen i Region Sjælland, og den viser, at lægerne er markant mere utilfredse end de øvrige faggrupper. Det skal vi arbejde på,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fra Region Sjælland.

Problemer på medicinområdet skal løses på hospitalerne

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) fra Region Hovedstaden konstaterer samtidig, at det stadig er problemer på medicinområdet, der fylder meget hos personalet.

»Det tager tid at få den elektroniske patientjournal til at virke, så den lever op til de ambitioner, vi har for fremtidens sundhedsvæsen, hvor hospitaler, kommuner og praktiserende læger skal arbejde tættere sammen om den enkelte patient,« siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Regionerne vil inddrage medarbejdernes input til yderligere at kvalificere arbejdet med at udvikle Sundhedsplatformen.

Politikerne afsætter ressourcer til at forbedre tilfredsheden

Både i Region Hovedstaden og Region Sjælland er der i budgetterne for 2020 og i årene fremad afsat ressourcer til blandt andet arbejdet med at forbedre brugernes tilfredshed med Sundhedsplatformen.

I september behandlede Forretningsudvalgene i begge regioner en handleplan udarbejdet på baggrund af anbefalingerne fra det uafhængige ekspertråd. Regionerne er i samarbejde med leverandøren EPIC i gang med at handle på baggrund af anbefalingerne og konklusionerne.

Handleplanen indeholder fire områder, der skal være i fokus for arbejdet:

  • Bedre styring (prioritering med hospitalerne for bordenden)
  • Styrkelse af hospitalernes indførelse af forbedringer
  • Fortsat fokus på at forbedre medicinområdet
  • Styrkelse af it-organisationen i forhold til at støtte om fremtidens digitale sundhedsvæsen.

Og målet for arbejdet er:

  • Klinikerne skal have mere tid til patienten
  • Højere kvalitet, færre fejl i systemet
  • Bedre adgang til data
  • Mere inddragelse af patienten.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.