Mindre overskridelse af udgiftsloft end forventet

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden).

Zand.News – Regionsformand: »Vi endte med at overskride udgiftsloftet på sundhedsområdet med 20 millioner kroner. Det skal ses i forhold til, at vi sidste sommer stod til en overskridelse på 150 millioner kroner.«

Regionerne aftaler hvert år, hvor mange penge man må bruge på sundhedsområdet. Region Sjælland brugte 20 millioner kroner mere end aftalt på sundhedsområdet og kommer dermed ud af 2018 med udgifter, der ligger tæt på udgiftsloftet. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

20 millioner kroner mere end aftalt på sundhedsområdet

De økonomiske prognoser var dystre i foråret og sommeren 2018 for Region Sjælland. På den baggrund besluttede Regionsrådets Forretningsudvalg at pålægge hele Region Sjællands organisation at holde igen med udgifterne og at vente med at sætte nye initiativer i gang.

Nu viser regnskabet for 2018, at det er lykkedes Region Sjælland at komme ud af året med udgifter, som ligger tæt på det beløb, regionen har lov at bruge på sundhedsområdet.

»Vi endte med at overskride udgiftsloftet på sundhedsområdet med 20 millioner kroner. Det skal ses i forhold til, at vi sidste sommer stod til en overskridelse på 150 millioner kroner. Så resultatet for 2018 er bedre end frygtet,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:

»Jeg er glad for, at regionerne under ét kunne overholde de aftaler, vi har indgået, og at andre regioner kunne hjælpe os da vi var en smule i bekneb. For det er centralt for os i regionerne at være troværdige aftalepartnere og blive ved med at bevise, at vi leverer varen.«

Regionerne aftaler hvert år, hvor mange penge man må bruge på sundhedsområdet og en række andre områder. Hver region får så sin andel af det beløb. Region Sjælland brugte 20 millioner kroner mere end aftalt på sundhedsområdet. Det svarer til én promille – 0,1 procent – af regionens budget.

Regionens økonomi omfatter også rammer for anlæg – det vil sige byggerier, indkøb af IT-systemer og udstyr med videre. Anlægsloftet blev overskredet, men samlet set brugte de fem regioner ikke mere end de måtte. På regionaludviklingsområdet, ramte Region Sjælland præcist det beløb der måtte bruges.

Formanden forventer at overholde budgettet for 2019

»Det er afgørende, at vi har styr på økonomien, så vi kan komme i mål med de indsatser, vil gerne vil. Vi har handlet rettidigt med den tidlige opbremsning sidste år og med den sparerunde, som Region Sjælland desværre måtte igennem i efteråret. Men økonomien vil fortsat være meget stram i 2019,« vurderer Heino Knudsen.

Af tekniske årsager skal Region Sjællands regnskab aflægges efter såkaldte omkostningsprincipper. Det betyder, at der i selve regnskabet indgår løbende afskrivninger i stedet for anlægsudgifter, og der indregnes hensættelser til kommende forpligtelser til for eksempel pension og feriepenge. Men selvom det formelle regnskab udviser et mindre overskud, er det ikke penge, som regionen kan bruge i den daglige drift.

Region Sjællands regnskab er nu sendt videre til revision og godkendes endeligt, når revisionen har givet sine bemærkninger.

Fakta om regnskab 2018:

  • Region Sjælland er underlagt to regnskabsprincipper: Regnskabet, som er omkostningsbaseret, og udgiftsloftet, som fastlægges i regionernes økonomiaftale.
  • Region Sjælland overholder de formelle regler for årsregnskabet. Det samlede resultat er et mindre overskud.
  • Udgiftsloftet på sundhed – drift overskrides med 20 millioner kroner.
  • Udgiftsloftet på sundhed – anlæg overskrides med 72 millioner kroner.
  • Regionen overholder udgiftsloftet på regional udvikling.

Øverst: Regionshuset. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.