Zand.News – Region Sjælland vil sikre lægevagt tæt på borgerne, men PLO vil sikre større kvalitet og tryghed ved at samle vagtlægerne på færre adresser samt fremtidssikre Lægevagten og styrke rekrutteringen af praktiserende læger til regionen.
PLO (Praktiserende Lægers Organisation, red.) har opsagt lægevagtaftalen med Region Sjælland, men borgerne kan være trygge ved, at de fortsat kan blive tilset i lægevagten. Region Sjælland har nu som minimum 18 måneder til at finde en ny aftale eller løsning.
PLO vil ikke bemande fem konsultationssteder i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland, som giver borgerne et nært tilbud uden for almindelig åbningstid, og det er den store knast i forhandlingerne om en ny aftale. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Uenighed om bemanding af fem konsultationssteder
Der har i længere tid været forhandlinger om en ny aftale, men udfordringen med bemandingen af de fem konsultationssteder i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland har været en central problematik, som det ikke været muligt at nå til enighed om. Nu har PLO opsagt den gældende aftale.
»Vi har gennem længere tid fundet det uacceptabelt, at flere og flere borgere oplever at blive sendt på en længere køretur for at komme til lægen,« siger regionsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:
»Det har vi rejst over for PLO, som er privat leverandør af lægevagten til Region Sjælland, gentagne gange og bedt dem rette op på. Det er den store knast i vores forhandlinger, og vi vil ikke gå på kompromis med sundhed og tryghed tæt på borgerne.«
Regionen vil ikke give afkald på tilbud tæt på borgerne
Det er en del af den nuværende aftale, at lægevagterne skal være til stede dagligt i et tidsrum på de fem konsultationssteder i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland, som supplerer lægevagtens konsultationssteder på regionens sygehuse i blandt andet Slagelse.
Lægevagten har konsultationssteder på regionens sygehuse i Holbæk, Roskilde, Køge, Slagelse, Næstved og Nykøbing F. Derudover er der konsultationssteder i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland, hvor aftalen er, at der er åbent dagligt, men med begrænset åbningstid.
»Alle er enige om, at vi skal have moderniseret aftalen, men en modernisering er ikke at rykke lægerne længere væk fra borgerne,« siger Peter Jacobsen (DF), som næstformand i Region Sjælland, og fortsætter:
»Vi har tilbudt løsninger, der imødekommer PLO’s udfordringer, og som kommer læger og borgere til gavn. Blandt andet har vi fra regionens side tilbudt at dække nætterne, så PLO-lægerne bedre kan varetage opgaverne i egen praksis i dagtid, og at køre dem rundt om aftenen. For vi vil gerne have en aftale, men vi vil ikke give afkald på tilbud tæt på borgerne.«
Sundhedsmæssige konsekvenser på grund af afstand
Lægevagten er bygget op på den måde, at Region Sjælland har ansvaret for planlægning og tilrettelæggelse af lægevagtordningen, herunder valg af eksempelvis faciliteter, daglig tilstedeværelse og placering af konsultationssteder, mens de praktiserende læger står for bemandingen og udførelsen af opgaverne i lægevagten.
Selvom PLO har opsagt den nuværende aftale, så er det stadig Region Sjælland, der har ansvaret for planlægning og tilrettelæggelse af lægevagtordningen. Derfor vil konsultationsstederne i Kalundborg, Ringsted, Vordingborg, Nakskov og Nykøbing Sjælland fortsat være i drift, ligesom borgerne også fortsat vil kunne ringe til lægevagten og blive tilset af en læge uden for almindelig åbningstid i hele regionen.
»Alle har krav på et lige og nært sundhedsvæsen i Region Sjælland. Og min største frygt er, at familier og ældre enten ikke ringer til lægevagten eller dropper at køre til konsultation hos lægevagten, selvom de har brug for det eller er blevet visiteret til det, fordi der er for langt, og det kan vi selvfølgelig ikke leve med,« siger Jacob Jensen (V), der er 2. næstformand i regionen.
Det faldende antal læger vækker bekymring i PLO-Sjælland
PLO-Sjælland oplyser i en særskilt pressemeddelelse, at de er bekymrede for det faldende antal praktiserende læger.
»Region Sjællands nuværende lægevagtsaftale er fra 2007, og siden dengang er der sket en række afgørende ændringer. Vi er i dag 15 procent færre læger til at dække vagterne, samtidig med at gennemsnitsalderen for de praktiserende læger er steget væsentligt,« siger Camilla Høegh-Guldberg, der er formand for PLO-Sjælland, og fortsætter:
»Når vi er færre og ældre læger, har vi vanskeligt ved at løfte en uændret vagtopgave ved siden af vores praksis i dagtid, og hvis ikke der sker ændringer, vil det gå ud over både fastholdelse og rekruttering af praktiserende læger til vores region.«
Formanden for PLO-Sjælland slår fast, at det ikke drejer sig om penge til lægerne, men om de nuværende lægeressourcer.
»PLO-Sjælland kan godt levere en velfungerende lægevagtsordning, men vi er nødt til at tilpasse serviceniveauet og reducere bemandingen, så det passer til de nuværende lægeressourcer. Det er vigtigt for mig at understrege, at årsagen til de strandede forhandlinger ikke handler om penge til lægerne. Det handler derimod om, at det ikke er realistisk fortsat at drive decentrale konsultationssteder, som da den nuværende aftale blev indgået i 2007,« slår Camilla Høegh-Guldberg fast.
Lukning af små sygehuse medfører isolerede vagtlæger
Camilla Høegh-Guldberg peger på, at Sundhedsstyrelsen i sine faglige anbefalinger siger, at konsultationssteder i Lægevagten bør placeres i tilknytning til sygehuse med akutmodtagelser.
»Lægevagten kan ikke videreføres uforandret, når der sker store ændringer i det omliggende sundhedsvæsen,« siger Camilla Høegh-Guldberg og fortsætter:
»Lukning af små sygehuse og samling af specialiserede sundhedstilbud på færre geografier har efterladt vagtlæger i Region Sjælland isoleret på lokationer, hvor vi er langt væk fra nærmeste akutsygehus. Dette er i klar strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.«
Formanden har forståelse for, at de berørte lokalsamfund reagerer, men hun vægter kvaliteten i behandlingen og rekrutteringen af praktiserende læger.
»Det er forståeligt, at længere afstand til nærmeste konsultationssted kan fremkalde stærke reaktioner i de berørte lokalsamfund. Men vi kan sikre større kvalitet og tryghed for borgerne ved at samle vagtlægerne på færre adresser, og samtidig kan vi fremtidssikre Lægevagten og styrke rekrutteringen af praktiserende læger til Region Sjælland,« afslutter Camilla Høegh-Guldberg.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Estradaanton / iStock). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.