Zand.News – Regionen opretter nu sit eget vikarkorps til sygehusene og psykiatrien. »Man ringer efter en kollega, ikke efter en vikar,« siger regionsformanden.
Et internt vikarkorps skal forbedre kvaliteten på sygehusene og i Psykiatrien i Region Sjælland ved at give mere stabilitet og bedre arbejdsmiljø på afdelingerne. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
»Man ringer efter en kollega, ikke efter en vikar«
Snart vil hjælpen være nær, når sygehusene og Psykiatrien i Region Sjælland har brug for vikarer. Regionen arbejder nemlig på at lave et internt vikarkorps med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, som sygehusene og Psykiatrien kan trække på.
Vikarkorpset vil være med til at styrke arbejdsmiljøet på sygehusene og i Psykiatrien, vurderer Regionsrådets formand:
»Sygehusene og Psykiatrien er travle arbejdspladser, men det skal samtidig være gode arbejdspladser. Arbejdsmiljøet skal være i orden, og det er blandt andet derfor, vi opretter det interne vikarkorps,« siger regionsformand Heino Knudsen (S) og fortsætter:
»Det vil skabe mere stabilitet på afdelingerne og mere ro på, når vikaren allerede kender arbejdsgangene i huset og kan tage fat med det samme uden den store oplæring. Man ringer efter en kollega, ikke efter en vikar.«
Sygehusene og psykiatrien er komplekse arbejdspladser, der ofte har behov for vikarer. I dag benytter Region Sjælland vikarer fra private bureauer, men regionsrådet besluttede at undersøge mulighederne for at etablere et internt vikarkorps. De undersøgelser er nu afsluttet, og vurderingen er, at det vil give god værdi at etablere et internt vikarkorps.
Vikarkorpset skal aflaste de fastansatte medarbejdere
Det interne vikarkorps skal sættes ind, når de fastansatte sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er blevet syge, er på efteruddannelse, barsel eller andet. Vikarkorpset vil også dække ind i korte perioder ved vakante stillinger.
Men vikarkorpset skal aflaste, ikke erstatte, de fastansatte medarbejdere på sygehusene og i Psykiatrien, understreger Marianne Evers, som er HR direktør i Region Sjælland:
»Allerhelst vil vi have flere fastansatte medarbejdere og benytte færre vikarer. Jeg håber, det interne vikarkorps kan fungere som en ekstra kanal for rekruttering. Det er jo en fin mulighed for at prøve en masse forskelligt af hos os og forhåbentlig finde drømmejobbet,« siger Marianne Evers.
Region Sjælland er nu ved at forberede det interne vikarkorps. Forventningen er, at de nye vikarer er klar til at rykke ud fra den 1. september 2019.
Øverst: Regionshuset. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.