Regionens medarbejdere er glade for arbejdspladsen

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden).

Zand.News – »Målingen tyder på, at det er lykkes at fastholde en høj trivsel blandt medarbejderne, selvom om sundhedsvæsenet har været udfordret på forskellige måder de seneste år,« lyder det fra regionsrådsformanden.

Medarbejderne i Region Sjælland er glade for deres job, viser ny trivselsmåling ifølge en pressemeddelelse fra Region Sjælland.

Arbejdspresset har været stort de seneste år

Trivslen blandt medarbejderne i Region Sjælland er generelt høj. Det viser en ny måling af ledelse og trivsel i regionen. Selv om arbejdspresset har været stort de seneste år på grund af covid-19 og pukkelafvikling, er resultaterne af årets trivselsmåling blandt personalet på samme niveau som for to år siden, hvor seneste måling blev foretaget.

»Målingen tyder på, at det er lykkes at fastholde en høj trivsel blandt medarbejderne, selvom om sundhedsvæsenet har været udfordret på forskellige måder de seneste år. Jeg er glad for, at medarbejderne generelt føler, de kan fastholde en høj kvalitet i arbejdet, selv om der mange steder løbes stærkt,« siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Taknemmelig for medarbejdernes indsats

Målingen er gennemført i første kvartal 2023 og her giver regionens medarbejdere jobglæden en vurdering på 76 ud af 100. Det er samme niveau som i 2021 og bedre end i 2019 (71 ud af 100).

Regionsrådsformaden glæder sig samtidig over, at en stor del af medarbejderne svarer, at de er villige til at yde en ekstra indsats, når det er nødvendigt og at størstedelen af medarbejderne er tilfredse med kvaliteten af deres arbejde.

»De seneste år har været krævende for medarbejderne, og mange har trådt til og givet ekstra, når der var brug for det. Det har været afgørende for alt det, vi trods alt er lykkedes med. Det er noget, vi skal være meget taknemmelige for. Vi er også meget optaget af, at vi skal skabe en fornuftig balance mellem arbejdslivet og privatlivet, hvilket vi endnu ikke er i helt mål med, men som vi har et stort fokus på,« siger Heino Knudsen.

Region Sjælland har løbende fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø og sørge for, at medarbejderne trives. Både lokalt ude på de enkelte afdelinger, men også med mere centrale indsatser støttet af regionsrådet.

Færdigheder og evner bliver brugt dagligt

Det glæder Heino Knudsen, at hovedparten af medarbejderne svarer, at deres færdigheder og evner bliver brugt i det daglige arbejde.

»Vi er den region, hvor der er færrest sygeplejersker og læger per indbygger, og det er også vanskeligt at rekruttere andre faggrupper. Derfor er det særligt vigtigt for Region Sjælland, at vi skaber rammer og vilkår, der giver medarbejderne plads til deres faglighed, hvis vi skal hjælpe regionens borgere mest muligt. Vi har fortsat meget at gøre på hele trivsels- og arbejdsmiljøområdet, men målingen tyder på, at vi er på rette vej. Vi skal bruge denne viden til at fortsætte vores fokus på arbejdsmiljøet i Region Sjælland,« siger Heino Knudsen.

Region Sjælland foretager en trivselsmåling hvert andet år. Formålet er at skabe et udgangspunkt for udvikling af arbejdsklimaet på regionens arbejdspladser. Medarbejdernes svar skal nu drøftes i MED-Hovedudvalg, som er regionens øverste samarbejdsudvalg for medarbejdere og ledere.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.