Zand.News – Anne Grethe Larsen, der er uddannet sygeplejerske, bliver ny vicedirektør på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse.
Anne Grethe Larsen, der er 57 år, er ny vicedirektør på Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse. Således er sidste brik i den nye sygehusledelse faldet på plads. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Fagligheden og patientsikkerheden skal altid prioriteres
Alle skal være gode til at arbejde sammen om gode patientforløb, hvor fagligheden og patientsikkerheden altid prioriteres. Det er udmeldingen fra den nyudnævnte vicedirektør, Anne Grethe Larsen, der siden februar har været konstitueret vicedirektør for Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse.
Hendes kæphest er god kommunikation både med patienterne og mellem kollegaer.
»Vi skal behandle hinanden ordentligt. Vores patienter og pårørende skal mødes med et smil. Smilet er den korteste vej til at skabe en tryg relation, og tryghed er altså et væsentligt element i et godt patientforløb. Det vil jeg gerne have, at vi er kendte for, og jeg glæder mig til at arbejde med det,« siger Anne Grethe Larsen.
Flere borgere har muligvis allerede stiftet bekendtskab med den nye vicedirektør. Hun har de seneste måneder, når der har været et hul i kalenderen, siddet ved hovedindgangen på Slagelse Sygehus og talt med borgere, der har noget på hjerte blandt andet om patientinddragelse og samarbejdet mellem patienter, pårørende og sygehuset.
Sygehusledelse med fokus på god behandling og kvalitet
Inden ansættelsen som vicedirektør blev det til mange år på Næstved Sygehus, hvor Anne Grethe Larsen først arbejdede som sygeplejerske, siden som afdelingssygeplejerske og senest som ledende oversygeplejerske på det medicinske område.
»Anne Grethe var konstitueret vicedirektør, da jeg kom ind ad døren. Det var for mig tydeligt allerede ved første møde, at Anne Grethe besidder de helt rigtige kompetencer til at hjælpe vores sygehus videre,« siger sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen og fortsætter.
»Med ansættelsen af Anne Grethe Larsen har vi nu fået samlet en ny sygehusledelse til at stå i spidsen for Slagelse, Næstved og Ringsted sygehuse, og den spændende udvikling, der er i gang. Vi har de rette egenskaber med en ny direktion og cirka 3.000 medarbejdere til at videreudvikle den gode behandling på sygehusene og styrke arbejdet med kvalitet yderligere.«
Privat bor Anne Grethe Larsen i Menstrup lige udenfor Næstved sammen med sin mand. Hun har to børn, der for længst er fløjet fra reden, og barnebarnet Noah. Anne Grethe tiltræder officielt den 1. november 2019.
Dermed er sygehusledelsen udvidet fra tre til fire:
- Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør
- Charlotte Bøll, vicedirektør
- Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør
- Anne-Grethe Larsen, vicedirektør.
Øverst: Vicedirektør Anne-Grethe Larsen. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.