Zand.News – En økonomisk opbremsning har givet styr på udgifterne i Region Sjælland. Samtidig er det besluttet at etablere døgndækning med læger på skadestuerne i Næstved og Roskilde fra oktober måned.
Økonomisk opbremsning har givet styr på udgifterne i Region Sjælland i 2019. »Det var hårdt, men nødvendigt,« siger regionsrådsformanden. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Regionen kommer ud af året med en økonomi i balance
Region Sjælland har et stramt budget for 2019, men alt tyder på, at regionen kommer ud af året med en økonomi i balance. Det viser den seneste budgetopfølgning, som blev præsenteret for Regionsrådet i går.
»Det ser fornuftigt ud. 2019 har været et spareår i hele vores organisation og herunder på sygehusene, men nu er vi ved at være dér, hvor vi skal være. Der er kommet styr på udgifterne,« siger regionsrådsformanden, Heino Knudsen (S), og fortsætter:
»Det skyldes også, at vi har haft en lille reserve, som har gjort det muligt at finansiere nogle små, men både nødvendige og vigtige, initiativer i forhold til regionens borgere.«
Sidste år blev der vedtaget en økonomisk opbremsning
Regionsrådet vedtog sidste år en økonomisk spareplan for resten af valgperioden. Samtidig blev der lavet en kraftig økonomisk opbremsning for at få styr på økonomien.
Det er denne opbremsning, der nu slår positivt igennem, når regionens udgifter bliver gjort op, vurderer Heino Knudsen:
»Det var hårdt, men nødvendigt. Vi kan nu se, at opbremsningen har virket, og jeg er optimistisk i forhold til at tro på, at det nok skal lykkes at komme ud af 2019 med balance i budgettet. Det skyldes ikke mindst en kolossal indsats fra både medarbejdere og ledelse i hele organisationen, og det vil jeg gerne sige tak for,« siger regionsrådsformanden.
Tillægsbevilling skal give sygehusene ro resten af året
Region Sjællands budget bygger på en række prognoser om forventede udgifter.
Tekniske beregninger viser nu, at priser og lønninger er steget cirka 30 millioner kroner mindre end forventet, da 2019-budgettet blev lavet sidste efterår – og det beløb skal Region Sjælland betale tilbage til staten for at overholde det såkaldte udgiftsloft.
Regionsrådet besluttede i går at give sygehusene og de øvrige enheder i regionen en tillægsbevilling, så de ikke rammes af, at udgiftsloftet nu skal ændres.
»Sygehusene trænger til at få ro på nu. Med tillægsbevillingen får de budgetsikkerhed året ud. Reelt får de faktisk mulighed for at bruge lidt flere penge, end de normalt ville kunne,« siger Heino Knudsen i pressemeddelelsen.
Lægebetjente skadestuer hele døgnet i Næstved og Roskilde
Regionsrådet havde endvidere et ønske om, at borgerne omkring Næstved og Roskilde skal sikres adgang til lægebetjente skadestuer hele døgnet. Derfor blev det foreslået, at der skulle etableres døgndækning på skadestuerne i Næstved og Roskilde pr. 1. oktober 2019.
Administrationen havde efterfølgende indstillet at etablere den ønskede døgndækning via en udvidet brug af lægekonsulenter og/eller brug af egne læger, som enten befinder sig i skadestuen, eller som kan tilkaldes fra anden afdeling på matriklen.
Dette blev også besluttet, men Det Radikale Venstre stemte imod forslaget.
Øverst: Regionshuset (arkiv). (Foto: Region Sjælland). PM/rk.
This article is published by Zand.News. Copyright © Zand Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.